Bedre tilbud til voldsramte

Vold mod kvinder er vidt udbredt og foregår i alle sociale lag. Og på trods af at spørgsmålet har været diskuteret igen og igen ligger antallet af disse forbrydelser stadig på samme niveau som for 10 år siden: 41.000 kvinder runder hvert år skadestuen, og 10.000 kvinder henvender sig på danske krisecentre for at få støtte.

Men det er ikke kun kvinderne, der rammes. I dag ved vi, at 30.000 børn i alderen 0-15 år vokser op i en familie med vold. Hvis dette problem skal mindskes, kræver det en enorm holdningsbearbejdelse både af befolkning og myndigheder. Det nytter ikke noget, at vi er så tilbageholdende med at bede politiet om at komme til hjælp i sager, hvor vi har mistanke om vold mod kvinder og/eller børn. Vi er alle præget af en stor modvilje og angst for at ”blande os” i andres privatliv. Men vi har faktisk pligt til at blande os, hvis nogen er i fare for at lide overlast. Samtidig bør politiet begynde at tage disse sager mere alvorligt. Begrebet ”husspektakler” anvendes stadig flittigt af politiet, selvom det er gammeldags og stammer fra en tid, hvor det var accepteret at udøve vold mod kvinder og børn. Politiet og andre offentlige instanser skal under ingen omstændigheder medvirke til at bagatellisere problemet ved at bruge et værdiladet og legitimerende begreb som ”husspektakler”. Endelig er vi nødt til at sørge for nogle ordentlige tilbud til de kvinder og børn, der alligevel ender på krisecentrene. I DR’s dokumentarudsendelse ”Når de voksne slår” i februar kom det igen frem, at der ofte går 10 måneder fra eksempelvis Dannerhuset beder om støtte til et barn, før kommunerne bevilger hjælpen. Dette sker på trods af, at al viden siger, at hjælpen skal gives hurtigst muligt. Kommunerne skal forpligtes på dette arbejde, men derudover er vi også nødt til at opkvalificere det socialfaglige arbejde på krisecentrene. Det er vigtigt, at der sættes kraftigt ind på at give den voldsramte kvinde og børnene den fornødne hjælp, så både mor og barn bliver rustet til at starte et nyt liv uden vold. Det kræver bl.a., at krisecentrene sikres mulighed for at tilbyde en mere aktiv indsats over for kvinder og børn på krisecentrene i form af bl.a. øget supervision af psykologer og pædagoger og etablering af netværk til børnene, som de kan vende tilbage til. Traditionelt har krisecentrene primært været fokuseret på akut krisehjælp, indtil der er fundet en anden løsning. Men sagen er, at kvinder og børn ofte bor på krisecentre i længere perioder. Derfor er der al mulig grund til at sikre krisecentrene bedre redskaber til at kunne bidrage til at bryde den sociale arv, som er så svær at bryde. Men alt dette kræver midler – midler, som vi håber kan findes, når vi skal forhandle finanslov til efteråret.