Bedst til at undgå svingdørspatienter

Nordjylland har det laveste antal genindlæggelser

Nordjylland har forholdsvis færre genindlæggelser af ældre medicinske patienter end andre regioner. Arkivfoto: Lars Pauli
Ældreforhold 4. september 2009 06:00

NORDJYLLAND: Region Nordjylland er bedst til at undgå, at ældre medicinske patienter må genindlægges. Det viser tal fra Sundhedsstyrelsen ifølge Dagens medicin. Hver femte ældre medicinske patient, der udskrives fra hospitalet, ender som akut genindlæggelse inden for en måned. Langt de fleste genindlæggelser sker inden for de første tre dage efter udskrivningen, viser tallene. Det er meget forskelligt, hvor gode kommuner og regioner er til at forebygge svingdørspatienter. En ældre patient i Favrskov Kommune i Midtjylland, der indlægges med dehydrering, har en risiko på 71 procent for at blive indlagt igen lige efter udskrivelsen. I Middelfart er risikoen seks procent. Det afslører rapporten "Genindlæggelser af ældre i Danmark 2008". Her har Sundhedsstyrelsen gennemgået genindlæggelser for 11 udvalgte sygdomme blandt patienter over 66 år. Værst på Sjælland I regionerne er det værst i Hovedstaden og Sjælland. Nordjylland havde i 2008 det laveste antal på 8 ud af 11 områder. - Der er uacceptabelt store forskelle på, hvor mange genindlægges. Det tyder på total mangel på uddannelse og kvalifikationer hos personalet i en kommune med 70 pct. genindlæggelser. På den anden side er det ikke mere end 14 dage siden, at jeg på en konference i Odense hørte, at man på et plejehjem gav de dehydrerede patienter kaffe, mens de på et andet fik vand, siger Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, til Dagens Medicin. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...