Bedste flisemurer for andet år i træk

21-årig svend deltog som forsvarende mester - og sejrede

Søren Hvidberg Henriksen fra Hjørring blev bedste flisemurer ved DM i Skills. Til daglig arbejder han hos Kaj Mølbjerg A/S i Hellum.

PR-foto.

Søren Hvidberg Henriksen fra Hjørring blev bedste flisemurer ved DM i Skills. Til daglig arbejder han hos Kaj Mølbjerg A/S i Hellum. PR-foto.

HJØRRING:Mandag var det hverdag igen for murer Søren Hvidberg Henriksen, der var i gang med at sætte klinker op et sted i Hjallerup.

Søren Hvidberg Henriksen bor i Hjørring, men arbejder for Kaj Mølbjerg A/S i Hellum - og her kan man bryste sig af at have en vaskeægte danmarksmester ansat.

I weekenden vandt Søren Hvidberg Henriksen nemlig DM i skills i disciplinen for flisemurere.

Dysten blev holdt i Aarhus og er for elever fra erhvervsuddannelserne.

Søren Hvidberg Henriksen blev dog allerede udlært i oktober, men der er en god forklaring på, hvorfor han alligevel deltog.

- Det var fordi, jeg også vandt sidste år - og så får man lov at deltage igen, selv om jeg altså er udlært nu, fortæller han.

Med sejren gav mureren sig selv en fødselsdagsgave på forskud; han fylder nemlig 21 år i dag.

Søren Hvidberg Henriksen var ikke eneste vendelbo, der klarede sig godt: René Svarrer Christensen (Frederikshavn) fra Strandby Elteknik/EUC Nord vandt DM i Skills for elektrikere, mens Jens Martinsen (Hjørring) fra Dafolo/Media College Aalborg vandt som bedste grafiske tekniker.

Elever og lærlinge fra hele landet dystede i 31 forskellige fag.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.