Bedste ketsjer skal være nordjysk

Aalborg Universitet og Brønderslev-firmaet Active Sportswear indgår samarbejde om at udvikle nyt badmintonudstyr.

Forskning skal sikre den danske virksomhed bag ketsjermærket Forza, at den kan levere verdens bedste ketsjer. I samarbejde med forskere ved Aalborg Universitet satser Brønderslev-virksomheden Active Sportswear A/S, der producerer Forza, på, at et treårigt forskningsprojekt kan føre til den nye ketsjertype. Projektet skydes i gang i dag, hvor den amerikansk-kinesiske forsker Maxine Kwan indleder de første forsøg i projektet. Det bliver i form af videooptagelser af badmintonspilleren Jan Ø. Jørgensen fra Triton Aalborg. - Lige siden vi etablerede Forza i 1990, har vi været drevet af lysten til konstant at forbedre vores produkter. -Med samarbejdet med Maxine Kwan og Aalborg Universitet forventer vi at kunne frembringe endnu bedre produkter til badmintonspilleren, siger Mark Christiansen, direktør i Forza. Bevægelser i superslow Den revolutionerende ketsjer skal udvikles i samarbejde med universitetets Centre for Human Appliances and Technology, CHAT. I alt tre institutter ved universitetet er inddraget i projektet. Som led i projektet skal forskerne lave optagelser af badmintonspillere med et superhurtigt kamera, så man derefter kan afspille dem i superslow og analysere bevægelserne. Desuden skal man undersøge, hvad der sker, når man svinger ketsjeren og rammer fjerbolden og derved se, hvilke faktorer der spiller ind, og hvordan udstyret kan forbedres. Udviklingen af ketsjere er aldrig tidligere blevet grebet an på denne måde, oplyser parterne bag projektet. /ritzau/