Tyskland

Bedste måling for Merkel i tre år

Berlin: Tysklands konservative forbundskansler, Angela Merkel fra CDU, har i øjeblikket de bedste opinionstal, siden hun blev genvalgt i 2009. En Forsa-måling, der onsdag blev offentliggjort af magasinet Stern, viste, at hendes popularitet er gået to procentpoint op i forhold til i slutningen af december. Målingen har 100 trin, og hun ligger nu på trin 64 - det højeste tal siden valgsejren i 2009. Målingen giver hende otte procentpoint større opbakning end de to socialdemokrater Peer Steinbrück og Frank-Walter Steinmeier. En af de to ventes at blive hendes udfordrer til posten som forbundskansler ved det valg, der formentlig kommer i slutningen af næste år./ritzau/Reuters