Bedste resultat i Salling Bank siden 2007

Trods ekstra nedskrivninger leverer banken et overskud på godt 18 mio. kr. før skat

Salling Bank lander bedste årsresultat siden 2007. Arkivfoto

Salling Bank lander bedste årsresultat siden 2007. Arkivfoto

SALLING:Selv om Salling Bank for mindre end en måned siden måtte foretage ekstra nedskrivninger for 10 millioner kroner og nedjustere forventningerne til årsresultatet, lander banken alligevel sit bedste resultat siden finanskrisen brød løs.

Banken kommer således ud med et resultat før skat på 18,1 mio. kr., hvilket er en forbedring på fem mio. kr. i forhold til 2013 - og nettoresultatet er på 15,4 mio. kr. mod 9,7 mio. kr. året før.

- Det skyldes blandt andet, at vi har fået rigtig mange nye kunder, blandt andet i afdelingen i Nykøbing. Vi oplever en solid tilgang af både nye privatkunder og nye erhvervskunder, siger bankens direktør, Peter Vinther Christensen.

En anden forklaring er kursreguleringerne, som i 2014 nåede op på 19,1 mio. kr. mod 9,8 mio. kr. året før. Her fra kommer de 4,3 mio. kr. fra salget af bankens aktier i Nets.

- Men hvor mange andre banker døjer med et svagt udlån, har vi forøget vores udlån med 71 mio. kr. - hvilket svarer til fire procent - på trods af en skærpet konkurrence generelt i branchen, siger Peter Vinther Christensen.

Nedskrivninger i 2014 er vokset til 37,5 mio. kr. mod 33,1 kr. året før, og endelig betyder den store konverteringsbølge ekstra aktiviteter i banken.

Afdelingen i Nykøbing har i øjeblikket 10 medarbejdere, men direktøren gætter på, tallet vil vokse i løbet af det kommende år.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden