Bedsted

Bedsted fik revanche

Bedsteds volleymandskab måtte ud i et femte og afgørende sæt, før den ventede revanche mod Spentrup kom i hus.

Bedsteds Volleyherrer fik revanche mod Spentrup, men måtte ud i fem sæt.Arkivfoto: Christina Larsen

Bedsteds Volleyherrer fik revanche mod Spentrup, men måtte ud i fem sæt.Arkivfoto: Christina Larsen

Lørdagens jagt på revanche startede efter planen for Bedsted-herrerne, men kampen endte med at blive en meget publikumsvenlig kamp med spænding til sidste sæt. Bedsted, der før jul tabte med hele 3-0 til Spentrup, kom bedst fra start i kampen. Holdet vandt nemlig de to første sæt med henholdsvis 25-22 og 25-21 ved at skærpe koncentrationen på de sidste bolde. I tredje sæt var thyboerne foran 15-10, og alt tydede på en sikker hjemmesejr. Sådan gik det dog ikke, for Bedsted gik pludselig i stå, og det udnyttede gæsterne, der hurtigt kæmpede sig tilbage. På de afgørende bolde havde Spentrup marginalerne med sig, og holdet vandt med cifrene 25-23. I fjerde sæt fulgtes de to hold til det allersidste, men igen trak gæsterne det længste strå ved at vinde sættet med 25-23, og så var kampen pludselig helt åben. Det blev dog ikke helt så spændende, som der var lagt op til. Bedsted lavede nogle fornuftige omrokeringer, og det fik en positiv og afgørende betydning for thyboerne, der forholdsvist sikkert fik sin revanche ved at vinde femte og sidste sæt med cifrene 15-7. - Efter de to første sæt troede vi jo, at vi skulle vinde 3-0, men sådan gik det ikke. Det mest positive var selvfølgelig, at vi fik sejren og revanchen, sagde Bedsted-coach Leif Hvam, der også havde roser til et par af spillerne på holdet.