Frederiksberg

Bedsted hævede niveauet i svær kamp

Bedsteds damer tabte klart til Frederiksberg, men havde ære af kampen

Bedsted fik vist, at de kan være med, når de er bedst. Arkivfoto: Peter Mørk

Bedsted fik vist, at de kan være med, når de er bedst. Arkivfoto: Peter Mørk

RØDOVRE:- Det var rigtigt svært i dag. Også sværere end i går.

Sådan udtrykte Bedsteds træner, Lars Pinholt, sig efter søndagens udekamp mod Frederiksberg, som blev spillet i Rødovre. Og set i det lys, så klarede Bedsteds damer sig faktisk rigtig godt mod en modstander, som Lars Pinholt sagtens kunne se som et af de to hold i finalen om det danske mesterskab.

Bedsted kom som så ofte før skidt fra start. Heldigvis fik de samlet op på spillet og kunne se hinanden i øjnene ved sidebytte. 25-8 vandt Frederiksberg første sæt med.

I andet sæt så det længe katastrofalt ud for Bedsted. 14-1 førte Frederiksberg med på et tidspunkt. Men så ”sænkede Bedsted-damerne skuldrene,” som Lars Pinholt udtrykte det. Og den frigjorthed i spillet gjorde, at Bedsted fik vist, at de kan være med, når de er bedst. De fik et par servestimer, modtagningen fungerede pludselig, og det gav også angrebsspillet et løft. Og resten af sættet vandt de faktisk 14-11.

I tredje sæt rystede Lars Pinholt posen lidt. Det gjorde, at Bedsted fulgte med til 10-10 inden luften fusede ud, og Frederiksberg cruisede hjem til en 25-11-sejr.

Men Lars Pinholt havde en fornemmelse af, at turen hjem blev knap så lang efter søndagens opgør, end den ville være blevet efter lørdagens:

- Vi spillede en hæderlig kamp set i forhold til modstanderen og betydelig bedre end i går. Vi var mere aggressive, og det betød at vort modtagespil hævede sig et niveau. Så vi kører hjem med en god fornemmelse i maven.

Anfører Lise Bisgaard blev kåret til kampens Bedsted-spiller.

Allerede næste weekend står Bedsted overfor Frederiksberg igen - to gange, når der er dobbeltdate i Bedsted-hallen.

Kampfakta:

Frederiksberg Volley - Bedsted: 3 - 0 (25-8, 25-15, 25-11)

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.