Bedsted-herrer er tilbage på sporet
Bedsted kom tilbage på vinderkurs, da holdet søndag besejrede Randers i egen hule
Bedsteds volleyherrer indkasserede det første nederlag for to uger siden i et topopgør mod Lyseng, men søndag kom thyboerne tilbage på rette kurs. Holdet fik nemlig en sikker sejr, da rækkens tredjeplads fra Randers var på besøg i Bedsted Hallen. Bedsted vandt kampen 3-1, og dermed blev der slået et yderligere hul ned til Randers, som nu er seks point efter thyboerne. Lyseng slog søndag bundholdet og er fortsat to point efter Bedsted. Duksene fra Thy har dog spillet en kamp færre end både Lyseng og Randers. Flere spillere tvivlsomme I optakten til mødet med Randers var flere af Bedsteds spillere tvivlsomme, men topholdet sikrede sig alligevel en sikker sejr. Første sæt var ganske tæt, men Bedsted var foran hele vejen og vandt sættet 25-23. I andet sæt kunne hjemmeholdet slet ikke få spillet til at fungere, og det udnyttede Randers, der fuldt fortjent vandt sættet 25-17. Lasse Plovmand afgørende I tredje sæt blev Lasse Plovmand skiftet ind, og han blev en afgørende faktor i kampen. Han spillede med stor gejst, og han vandt en masse bolde for hjemmeholdet. Bedsted vandt derfor også sættet ganske sikkert 25-19. Fjerde sæt lignede det tredje, og hjemmeholdet kørte sejren i hus med cifrene 25-20. Sejren lunede - Vi ramte bestemt ikke vores topniveau, men det var stadig nok til at slå tredjepladsen i rækken. Lasse Plovmand, Steffen Bertelsen og Simon Søndergaard leverede nogle gode præstationer, og sejren lunede rigtig godt oven på nederlaget til Lyseng, sagde Bedsted-coach Leif Hvam.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.