Bedstefar fængslet for narkohandel

Et kilo amfetamin fundet i 63-årig mands lejlighed

Narkokriminalitet 2. marts 2003 07:00

AALBORG: En 63-årig mand fra Aalborg Øst blev i går varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør i retten. Han er sigtet for handel med hash, men nok så væsentligt også for besiddelse af et kilo amfetamin. Politiet mener, at amfetaminen var beregnet på overdragelse til andre, og derfor er han sigtet efter den strenge narkoparagraf. Grundlovsforhøret kom til at foregå for lukkede døre af hensyn til sagens efterforskning, men ud fra politiets sigtelse, som blev læst op for dørlukningen, tyder det på, at sagen rullede i forbindelse med, at den 63-årige solgte hash til en kvinde på Planet Pub i Aalborg Øst. Et af anklagepunkterne er i hvert fald, at han fredag middag kl. 12 solgte 2,5 gram hash til en kvinde på pubben for 100 kroner, ligesom han i samme forbindelse blev fundet i besiddelse af 7 gram hash. Han er endvidere sigtet for besiddelse af yderligere 50 gram hash og for i perioden fra sidste sommer og frem til i fredags at have solgt 100 gram hash for 40 kroner pr. gram til forskellige kunder. De sigtelser erklærede manden sig skyldig i under retsmødet i går. Til gengæld nægter han det alvorligste forhold om besiddelse af et kilo amfetamin med henblik på videresalg. Amfetaminen blev ifølge politiets sigtelse fundet, da politiet umiddelbart efter hashhandlen på Planet Pub foretog en ransagning på mandens bopæl på Oddesundvej.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...