Bedstemor mest moderne

Kvinder over 50 år har den bedste stil. Og det er rødstrømpernes skyld

Charlotte Rørth / Foto: Michael Bygballe
- Vi er første generation kvinder, der gør, hvad vi vil. Og vi vil se godt ud. Det gør en gladere og giver mere udstråling, fastslår Karen Julsgaaard, der normalt må “jage rundt efter bukser, der sidder,” men her hos Provoke fandt flere, fordi de køber ind til voksne. Uldbukser i pinstripe og herrestil 1499 kr. og trøje i uld/bomuld 750 kr. fra Tommy Hilfiger. Jakke i ramie (stof vævet af fibre fra nælder, der minder om hør) fra Sarah Pacini 1999 kr.
Arbejdsmarked 23. august 2007 06:00

Selv om det stadig er teenagere, der spankulerer på modebladenes modesider, er det deres bedstemødre, der ude i en virkelige verden klæder sig mest modesikkert og aller flottest. - Det lyder lidt tosset, men det er altså rigtigt, siger As Øland, informations- og kreativ chef hos Dansk Textil & Beklædning og tidligere moderedaktør på Eurowoman. - Det er de voksne kvinder, der trækker moden. Ikke de unge, tilføjer hun. - Jamen, sådan er det da, siger souschef i Salling damemode, Malene Bach. - De tør mere og mere og køber det dyre designertøj. De går ikke i konetøj længere. At voksne kvinder er flottere end nogensinde før, kan man(d) takke rødstrømpebevægelsen for. - Kvinder på 60 år har job, de har penge, de vælger selv, hvad de vil, siger professor Birte Siim, Aalborg Universitet. Færre og færre af dem er afhængige af mandens indkomst. Hvor kun godt hver anden 50-årig kvinde arbejdede ude i 1997, havde næsten tre ud af fire af dem job i 2006. Flere af dem er endda også alene om bestemme over kronerne. Mens antallet af 50-årige, der levede i parforhold i henholdsvis 1985 og 2006, er næsten ens, var der i 2006 næsten dobbelt så mange, 5096, der levede alene som i 1985, hvor 2833 var solosild. Selvstændige For de andre årgange omkring de 50 år gælder stort set samme tendens, viser tallene fra Danmarks Statistik. - Nutidens 50-60-årige er de første med et helt andet selvstændigt liv end deres mødre, fortæller Birte Siim. Som kønsforsker har hun siden 1970’erne fulgt kvindernes forandrede liv. Hun undrer sig ikke over, at netop moden er blevet en synlig holdeplads for kvindernes nye identitet. - Man kan vise, man kan. Og at man kan gøre, som man selv ønsker, siger hun. Inde Salling er de koneklassiske mærker i mellemklassen ved at dø ud, mens der ifølge Malene Bach sælges ”meget, meget” mere af modetøjet fra danske designere som Lene Sand, Bitte Kai Rand og Malene Birger. Og væksten her er heftigere end for det helt unge modetøj. Det er en generel tendens, bekræfter As Øland. - Danske designere er netop stærke indenfor den modne - og modige mode. De er gode til at tegne flot og klædeligt tøj, der fungerer for dem, der ikke er helt unge længere. Og det skyldes da, at danske kvinder efterspørger den slags tøj, siger hun. Som de danske kvinder var først ude på arbejdsmarkedet i forhold til deres europæiske søstre, er dansk mode nu også forrest med tøj til den karrieredrevne bedstemoder. - Det er vores kultur, der giver dem det forspring, de har nu, hvor de virkelig er efterspurgt - og efterlignes - i udlandet, siger As Øland. Og forspringet vil vare ved, spår fremtidsforsker Anne-Marie Dahl. - Fremtidens ældre kvinder vil være kanonflotte. De er ikke fysisk nedslidte, de er i god form, har spist sundt, har job, penge og selvtillid og vil køre frem med fuld skrue og stor hat. Der bliver ikke noget med at lægge rynkerne i de rette folder, fastslår hun. Det er de nybagte butiksejere Ann Dalby og Anne Hjorth glade for at høre. Ude på en gård udenfor Skelund udenfor Hadsund åbner de i overmorgen, 25. august, en butik med navnet Provoke til Nord- og Kronjyllands ”kanonflotte” kvinder. De har hevet dyre mærker fra både ind- og udland til gården ved Skelund, hvor kvinderne også kan se på kunst, få ansigtsbehandlinger og slappe med veninder eller manden i pejsestuen, hvor der også arrangeres foredrag og pigeaftener. - Det eneste, kvinderne mangler i dag, er tid og omsorg. Det får de herude, lover Ann Dalby, 46 år, tidligere ejer af Dalby Hansen El og VVS og senere Punkt 1 i Hadsund. Og det gør hun ret i at give dem, mener Anne-Marie Dahl. - Alle vil gerne forkæles, og det ligger i tidsånden, at vi nærmest skal forkæle os selv. Men de voksne kvinder har i høj grad fortjent det. Kampen for ligeberettigelsen er ikke slut, men de har taget en hård tørn, nu skal de søreme da have lov at flotte sig, siger Anne Marie Dahl.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...