EMNER

Befolkning holdt for nar

Sidst på ugen behandler EU-parlamentet et forslag om en tilføjelse til sin forretningsorden ”om parlamentets anvendelse af Unionens symboler”.

Konkret betyder forslaget, at det blå flag med de gule stjerner skal hejses ved alle mulige og umulige lejligheder. Beethovens niende symfoni – ”Ode til Glæden” – skal afspilles i tide og utide. Og EUs motto skal pryde det ufattelige antal af officielle parlaments-dokumenter. I en tid med krige, sult og voksende økonomisk krise kunne man tro, at de 785 EU-parlamentarikere havde noget mere fornuftigt at bruge tid på, end at diskutere ophængning af et gulstjernet badeflag. Men åbenbart ikke! I al sin latterlighed er det alligevel tankevækkende. Da regeringen besluttede at snyde befolkningen for en folkeafstemning om Lissabon-traktaten brugte den bl.a. det argument, at alle de ”forfatnings-lignende træk” var blevet fjernet. I sin redegørelse skrev udenrigsminister Per Stig Møller direkte, at Lissabon-traktaten ”vil være renset for symbolske bestemmelser om EUs hymne, motto og flag”. For at få afklaret rigtigheden heraf, har jeg spurgt EU-kommissionen om fraværet af disse symboler i Lissabon-traktaten så vil betyde, at de ikke længere er Unionens officielle symboler. Svaret fra Kommissionen er klokkeklart: ”Den omstændighed, at de ikke vil blive nævnt i den nye traktat, ændrer intet ved deres status”. Egentlig er det mageløst: Under stor opmærksomhed blev Unions-symbolerne pillet ud af Lissabon-traktaten. Men derefter meddeler EU-kommissionen, at dét ændrer intet ved deres status. Og nu skal EU-parlamentet så diskutere hvordan brugen af Unions-symbolerne ligefrem kan intensiveres. Voila, sagde greven. Han var født i Frankrig! Jeg skal selvfølgelig nok love at stemme imod dette narreværk fra EU-elitens side. Men det ændrer desværre ikke ved, at det er EU-landenes befolkninger, som bliver holdt for nar. Og det endda for deres egne skattekroner!