EMNER

Befrielsen fejres i Strandby

STRANDBY: Det er i år 60 år siden, at Anden Verdenskrig sluttede, og på aftenen for Danmarks befrielse, den 4. maj arrangerer Folkekirken og en række foreninger i Strandby en festaften, for at fejre den frihed og fred, som vor del af verden nu har kunnet leve i siden 1945. Aftenen begynder med en kort gudstjeneste i Strandby Kirke, hvor Thomas Reinholdt Rasmussen taler. Fra kirken går deltagerne i fakkeltog til mindestenen i Anlægget. Her vil formanden for Strandby Fiskeriforening, Svend Erik Andersen nedlægge en krans og kort at mindes de fiskere fra byen, der mistede livet på grund af krigen. Fakkeltoget fortsætter derefter til Strandby Skole, hvor samlingssalen danner rammen om den sidste del af arrangementet. Alsangsaftener, hvor man mødtes til fællessang, samlede mange mennesker i krigsårene. Derfor vil aftenen efter et veldækket fælles kaffebord byde på alsang under ledelse af Hans Ulrik Vadmann og Thorkild Vejen. Endvidere vil "Bussi" Kajgaard fortælle om, hvordan han oplevede befrielsesaftenen i 1945 i Strandby. Programmet på skolen sammenkædes af den anden af sognets præster, Brian Christensen.