Befriende tv-duel

POLITIKERE:Hvor var det befriende og skønt at opleve to professionelle politikere debattere og vel at mærke med respekt for hinandens synspunkter. Det var Mette Frederiksen og Lars Barfod. Ingen afbrydelser af hinanden, ingen dårligt kropssprog, ingen løftede talemåder, der blev lyttet til hinandens argumenter - der var endog plads til lidt humor og smil. Margrethe Vestager deltog i noget af debatten. Det var en helt anden oplevelse, den måde, vi desværre kender alt for godt - afbryde, når andre taler, lytter ikke, og udviser med sit kropssprog en manglende respekt for andres synspunkter. Der er en god grund til, at man er blevet udstyret med to ører og en mund - nemlig at man skal lytte mere, end man taler. Heldigvis viste Clement Kjærsgaard sig også fra en meget positiv og professionel side, lod deltagerne tale ud, og kunne også passivisere Margrethe Vestager og hendes adfærd. Kunne Mette Frederiksen og Lars Barfods debatform være et godt eksempel for andre politikere og danne præcedens for den kommende valgkamps debatter - det vil helt sikkert skabe respekt hos vælgerne og måske være starten til at fjerne den politiker lede som mange har, og måske medføre, at der dukkede flere op til vælgermøderne. Respekt for Frederiksen, Barfod og Clement.