Kunst

Begavet og velspillet

TEATER David Pownall: "Mesterklasse" Det er fire mand omkring et flygel, og det er modsætningernes drama. På den ene side har man det grove mundhuggeri mellem Stalin og hans kulturkommissær Andrej Zjdanov og på den anden side de intellektuelle parader fra en fysisk svækket Prokofjev og en yngre, angstfuld Sjostakovitj. Vi er i Kreml i januar 1948. Der er en musikkonference, hvor man skal udtale sig om musikkens veje i fremtiden. Stalin vil, at musikken skal fungere på samme måder som fabrikker og kollektiver. Han er utilfreds med de to komponistgiganters indsats for sovjetisk virkelighed og angriber deres formalisme. De skal skrive for folket, men har folket altid ret? De skriver i Stalins som forud for ham i Hitlers bevidsthed entartete Kunst. Stalin fordømmer den, fordi den ikke står i samfundets tjeneste, og Stalin ved, hvordan kunsten skal være, for: "Jeg er folket!", proklamerer han og vil til de to komponisters synlige ubehag have dem til på kommando og på stedet at sætte musik til en georgisk fortælling. Stykkets problematik kredser om kunstens frihed og diktaturets trang til at ensrette kunsten. Stalin ved, at 20 millioner døde i krigen. Det var den aldersgruppe, der skulle have hyldet Prokofjev, men da de ikke lever mere, lyder parolen: skriv for de gamle og for børnene, komponér som Tjajkovskij og Rimskij-Korsakov. Alle skal skrive gammeldags zaristisk musik. Det skal være dekretet fra konferencen, mens de to komponister beder: "Giv os lidt frihed!" Stalins svar er utvetydigt den politiske terrorists: "I gør, som der bliver sagt." Josef Stalin træder ind i Søren Spannings skikkelse med de skarptskårne, myndige træk. Han fylder scenen med sit væsen, brusende og voldsom, frustreret med dybe rødder i årene på præsteseminariet, sindssygt lurende og dødsensfarlig i sin tro på kommunismens budskab og barndomsrepublikkens fortræffeligheder. Ved hans side ses Lars Lohmann som den tidligere general og nuværende kulturkommissær Andrej Zjdanov. Gennem mange år har man kunnet følge ham og hans heftige spillestil på Aalborg Teater, men jeg har aldrig set ham spille så gennemført som i denne rolle. Måske har Mogens Pedersens instruktion været med til at skabe en spillestil, der virkelig har relevans for rollen. Skikkelsen er dybt set og sandt skildret. Nis Bank-Mikkelsen er den aldrende komponist Prokofjev, der i sit svage legeme indeslutter en stædighed. Der er i denne menneskeskildring en indtrængende finhed og en kultur, der danner den eksklusive modsætning til Stalins og Zjdanovs holdninger og uslebne væsner. En anden type er den yngre Sjostakovitj, spillet af Frank Rubæk, der viser komponistens ensomhed, usikkerhed og frygt, og som for at overleve er rede til delvis at gå på kompromis. Frank Rubæk, der ikke hidtil har kunnet tilregnes større kunstneriske bedrifter, smykker ensemblet med sin stærke og intense menneskeskildring. Scenografien er lagt i hænderne på Birgitte Mellentin: et enkelt, klaustrofobisk rum. Mogens Pedersen har instrueret med sikker sans for skuespillernes ydre og indre bevægelsesmønstre og for deres formidable samspil. "Mesterklasse" er begavet og velspillet teater om kunsten og kunstens vilkår. Jens Hennebergkultur@nordjyske.dk David Pownall: "Mesterklasse" Oversættelse fra engelsk: Frank Rubæk. Instruktion: Mogens Pedersen Scenografi: Birgitte Mellentin Privatteatret på Hjørring Teater Stykket spilles på Hobro Teater 11. oktober.