Fodbold

Begge damejuniorhold vandt

SINDAL: Resultaterne i søndagens håndboldkampe for damejuniorer viste tydeligt, at Sindal IF har en meget bred trup med meget talent, idet både holdet i damejuniordivisionen og andetholdet i damejuniorelite har lagt sig i spidsen af deres række. Damejuniordivisonen spillede ude mod Horsens HK, der med seks udtagne spillere formentlig er Sindal-pigerne sværeste konkurrent i puljen. Det blev da også et tæt opgør, som udeholdet vandt med 23-21. Allerede efter to runder er Sindal eneste hold med maksimumpoint, og når holdet på søndag gæster Kolding IF, venter en betydelig lettere modstander. Kolding tabte klart med cifrene 36-26 i søndags til Team Esbjerg, som Sindal fejede ud af banen i sæsonens første kamp. Damejuniorelite spillede i søndags på hjemmebane mod Horne/Asdal, og kampen endte med en hjemmesejr på 24-21. Dermed har andetholdet også maksimumpoint i sin pulje. På søndag spiller Sindal 2 ude mod Løgstør HK. Derimod lykkedes det ikke for dameynglingeelite at besejre Strandby/Elling IF, der kunne tage fra Sindal-Hallen med en sejr på 19-16 i bagagen. SIF'ernes næste kamp er på udebane mod Brønderslev. Sindals herreynglingedivision kunne holde håndboldfri i begge weekender i efterårsferien, men forude venter to udekampe, først på søndag imod Kolding IF og allerede onsdagen efter mod Skive. poch