Begik røveri for at betale narkogæld

33-årig begik bankrøveri i Hobro - nu skal to år i fængsel

Jens Hukiær
Foto: Jan Pedersen
Kriminalitet 1. maj 2018 19:05

AALBORG: En 33-årig mand fra Hobrokanten er ved retten i Aalborg blevet idømt fængsel i to år for et bankrøveri mod Danske Banks filial i Hobro.

Røveriet blev begået 13. marts i år.

Det oplyser Lotte Nielsen, anklager ved Nordjyllands Politi.

- Manden forklarede i retten, at han havde noget narkogæld, og at han havde fået en del tæsk for det i slutningen af 2017. Det ville han ikke risikere igen, og han så derfor ikke anden udvej for at slippe ud af gælden end at begå bankrøveriet, fortæller anklageren.

Stort udbytte

Ved røveriet var den 33-årige kommet ind i banken maskeret i en stor jakke, en styrthjelm og motorbriller. Røveren truede personalet med en attrappistol til at fjerne sig, og han forsynede sig derefter med omkring 80.000 kroner fra kassen.

- Det var en meget vellignende softgun, forklarer Lotte Nielsen.

Manden forsøgte efter røveriet at stikke af fra banken i en stjålet bil. Den bil blev kort efter set i Hobro midtby af en patrulje fra Nordjyllands Politi, der straks satte efter køretøjet ud af Skivevej med retning mod Stenild. Og fra Stenild gik det tilbage mod Hobro. Forfølgelsen endte midt i Hobro på en parkeringsplads ved SuperBrugsen på Adelgade, da den formodede gerningsmand forlod bilen og fortsatte sin flugt til fods. En hundepatrulje fik dog hurtigt løbet manden op, og cirka klokken 13.30 blev han anholdt og sigtet for væbnet røveri.

Modtog dommen

Siden har den 33-årige siddet varetægtsfængslet, og ovenpå dommen på de to års fængsel - en dom den 33-årige modtog - blev han kørt tilbage til arresten, hvor han skal sidde til han kan påbegynde afsoningen af sin dom.

Udover bankrøveriet blev den 33-årige også dømt for at stjæle flugtbilen samt for en række færdselsovertrædelser i forbindelse med flugten i bilen. Dertil kommer nogle andre mindre forhold - bl.a. forsøg på indbrud i en villa og besiddelse af euforiserende stoffer.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...