Drab

Begik selvmord i arresten

46-årig kvinde, der har været forsvundet i over en uge, er fortsat ikke fundet. Nu er den sigtede død

her i Århus Arrest begik den 42-årige drabssigtede mand selvmord, kort tid før han skulle i grundlovsforhør. Foto: Martin Ballund/Scanpix

her i Århus Arrest begik den 42-årige drabssigtede mand selvmord, kort tid før han skulle i grundlovsforhør. Foto: Martin Ballund/Scanpix

ÅRHUS:Den 42-årige drabssigtede mand fra Herning og kæreste til den forsvundne Lisbet Nielsen fra Århus har lørdag begået selvmord i arresten i retsbygningen i Århus. Det skete kun halvanden time før, han skulle være fremstillet i et lukket grundlovsforhør klokken 14. Her ville han være blevet præsenteret for en drabssigtelse for tredje gang i sit liv. Manden har tidligere ved kvælning dræbt to unge kvinder i Vestjylland. Pressen fik en halv time før grundlovsforhøret besked om, at retsmødet var udskudt indtil videre, og spekulationerne gik, da pressen mod sædvane ikke blev lukket ind i retsbygningen i god tid inden retsmødet. Klokken 14.15 kom den sigtedes beskikkede forsvarer Hans Kjellund ud og oplyste, at hans klient havde begået selvmord, og at grundlovsforhøret derfor var aflyst. Hvordan manden begik selvmord har han lovet politiet ikke at oplyse. Han ville heller ikke svare på, om manden havde efterladt et afskedsbrev. Politiet eneste melding var kortfattet. - Det er noget skidt. Vi har ikke overblik endnu, siger efterforskningsleder Peter Grove fra Østjyllands Politi om mandens skæbne. Hans Kjellund oplyser, at arrestpersonale fandt manden død i sin celle omkring klokken 12.30. Cellen er nu forseglet og skal undersøges af teknikere. Kun 16 år gammel kvalte den nu døde 42-årige mand i et anfald af jalousi den 15-årige Birthe Simonsen i Kibæk ved Herning i 1983. Det skete i pigens værelse, da hun havde fortalt, at hun ville afbryde forholdet til ham. Efter ugerningen kørte den store dreng til Herning på knallert og meldte sig selv. Han fik tre års fængsel for vold med døden til følge. I 1991 kvalte han i en alder af 23 år den 21-årige Vivian Nielsen i Herning. Ved landsretten blev han dømt til anbringelse på et psykiatrisk hospital, idet han blev fundet skizofren. Trods en omfattende eftersøgning er Lisbet Nielsen endnu ikke fundet, men politiet er så overbevist om, at hun er blevet dræbt, at man sent fredag eftermiddag anholdt den 42-årige kæreste og sigtede ham for drab. /ritzau/