Overenskomster

Begmand?

K-FORMAND:Den konservative formand, Lene Espersen, udtalte på tv: "Der fik Socialdemokraterne en ordentlig begmand"! Baggrunden var bankdirektørernes "frivillige" afståelse fra lønstigning og bonusudbetalinger. Hvordan det skal kunne ses som en "begmand" til Socialdemokraterne er faktisk mere end svært at se, for det var jo Helle Thorning-Schmidt, der i forhandlingerne om Bankpakke II ønskede et loft over direktørernes lønninger. Resultatet blev så, at i hvert fald de lukrative aktie-optioner blev forbudt (selvfølgelig ikke med Lene Espersens gode vilje, for hun ved jo godt, hvor de store bidrag til De Konservative kommer fra!), men samtidig var det jo et kæmpevink med en vognstang om, at bankdirektørerne skulle til at opføre sig ansvarligt. Pudsigt nok kommer direktørernes udmelding samtidig med, at Barrack Obama gav de amerikanske direktører en offentlig røffel i forbindelse med deres enorme griskhed. Og pudsigt nok kommer Lene Espersens krampagtige forsøg på at redde ansigt for både sig selv og vennerne i bankverdenen samtidig med, at Megafon offentliggør en meningsmåling, der viser, at Lene Espersens parti nu er tilbage på niveau med målingen da hun overtog formandsposten. Altså er de vælgere, som fulgte med den korte opblomstring efter formandsskiftet, ikke helt som dumme, som Lene Espersen havde håbet på!