Naturvidenskab

Begrænsede gener efter regnvejr

DANMARK:Store dele af landet men især København og dele af Sjælland blev i går ramt af massive regnbyger, men hverken politi eller Falck havde meldinger om større skader. Falck var lørdag eftermiddag blevet bedt om at rykke ud til 121 oversvømmede kælder i København og det nordsjællandske område, mens 25 andre kunder i det sydsjællandske og de nordlige dele af Lolland og Falster også havde problemer med vand i kældrene. De kraftige vandmængder betød også, at det ene spor en overgang var lukket på Nørreport. Vejdirektoratet bad desuden Falck om at advare imod et temmelig vådt føre på Helsingørmotorvejen, mens Køge Politi kunne melde om langsom og tæt trafik på Køge Bugt motorvejen som følge af meget rejsetrafik og meget våde vejbaner. De fleste politikredse havde ingen meldinger om alvorlige problemer som følge af styrtregnen, men enkelte steder blev viadukter så oversvømmet, at bilister måtte finde andre veje, mens brønddæksler også poppede op en del steder. I Aalborg var det - som sædvanlig - Reberbansgade, der var hårdest ramt. Det massive regnvejr i det østlige Danmark skabte ikke så mange skader, som tilfældet var i det sønderjyske fredag. I løbet af fredagen måtte Falck nemlig rykke ud til knap 250 kunder med oversvømmede kældre i Sønderjylland, og Falck forventer at må bruge hele weekenden til at få udbedret alle skaderne. Omkring en tredjedele manglede stadig i går eftermiddag. /ritzau/