Begravelsesplads endelig en realitet

Dansk Islamisk Begravelsesfond har netop betalt 3,2 mio. kr. for grund til begravelsesplads

Islam 12. december 2004 05:00
KØBENHAVN: En begravelsesplads for danske muslimer er en realitet. Formanden for Dansk Islamisk Begravelsesfond, Kasem Ahmad, bekræfter, at der netop er afleveret 3,2 millioner kroner til Brøndby Kommune. - Vi har betalt i torsdags og overtager jorden 1. januar 2005. Da det er en hastesag at få den lavet, forventer vi, at vi kan tage den i brug til sommer, siger Kasem Ahmad til Ritzau. Der er dog en række formaliteter og tekniske ting, som nu skal på plads. - Vi skal have tilladelse fra Miljøministeriet, vi skal have tilladelse fra Kirkeministeriet og vi skal have lavet nogle undersøgelser af jorden, der skal vise, om den kan bruges som begravelsesplads. Og derefter kan vi så etablere den. Men alt er nu på plads og der er ingen problemer, siger Kasem Ahmad. Den 50.000 kvadratmeter store grund ved Holbækmotorvejen har været genstand for megen strid mellem parterne. En af forhindringerne har blandt andet været prisen, ligesom diskussionerne har gået på, hvor meget af grunden, der må bruges til grave og byggeri. Så sent som i oktober så det ud til, at gravpladsen ikke blev til noget, men detaljerne blev senere fastlagt i enighed med Brøndby Kommune - 75 procent af grunden må bruges og både pris og betaling er altså også på plads. - Det bliver en realitet. Og det er vi rigtig glade for. Det er noget, som vi har ventet på rigtig længe: At muslimerne på den måde kan føle, at religionsfriheden praktiseres i Danmark, siger Kasem Ahmad. Det er Københavns Kommune, der har udlagt grunden som muslimsk gravplads i lokalplanen. Københavns Kommune ville dog have omkring 20 millioner kroner for grunden, som Brøndby Kommune kun ville give tre-fire millioner kroner for. En uvildig taksationskommission fastsatte herefter grundens værdi til to millioner kroner, som Brøndby Kommune altså nu har solgt for 3,2 millioner kroner til Dansk Islamisk Begravelsesfond. /ritzau/
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...