Vin

Begynd med bobler

Køb en rødvin i den lette ende til kyllingen. Opgaven er ret enkel, for de fleste vine af den slags kan passe. En kraftig hvidvin er også fin. Da den opgave hurtig er overstået, kunne det være passende at sende vinindkøberen af sted efter noget med bobler. Vi har lige taget fat på efteråret, og det bør vel fejres. Det er en af mange gode anledninger til at drikke mousserende vin.

Jeg har netop smagt en ny vin, som Bichel i Lystrup ved Århus (tlf. 86229400) har fået hjem. Den er værd at prøve også for dem, der ikke drikker så meget mousserende vin. Den er let, charmerende og elegant og ikke spor krævende. Den kommer fra en lille ejendom i Limoux i Frankrig. Ejeren hedder Jean-Louis Benois, det samme gør vinen. Jeg smagte en Brut Tradition, altså tør. Det er en årgangsvin fra 2000 fremstillet af lige dele pinot noir og chardonnay-druer. Flaskerne har lagret tre år i kælderen. Det giver god smag og fine, små bobler, der holder længe i glasset. Jean-Louis Benois var tidligere champagnegrossist, så han har nok taget ved lære af de mere berømte producenter længere mod nord, men han kan nu godt være stolt af sine egne resultater. Prisen er 99 kr.