Behandles skidt

LANDMÆND:Det er en stor katastrofe, at vi behandler vores landbrug/landmænd, som vi gør i dag. Vi vil ikke betale den nødvendige pris for de fødevarer, vi skal købe, samtidig med vi forventer, at landmændene overholder alle miljø- og dyrevelfærdskrav, vedtaget af politikere, der ikke har forstand på landbrug. Nej, vi køber billige varer - ofte udenlandske fødevarer, uden at vi aner noget om, hvordan de er produceret. Og stilles der krav til brug af den jord, landmanden har købt - så må der tilsvarende udbetales erstatning for de tab, kravet giver landmanden. Vores landbrug knokler virkelig for at få det hele til at hænge sammen, der snakkes om 12 minutter mere arbejde om dagen, men landmænd har flere timers arbejde mere om dagen i forhold til en lønmodtager. Vores landbrug slæber rigtig mange penge til vores betalingsbalance/statskasse, og hvis det går godt for landbruget, giver det utrolig mange følge job til vores erhvervsliv. Landbruget er jo et erhverv, hvor der næsten ikke skal importeres noget for at lave en eksportkrone, vi har alle råvarerne. Så køb endelig danske landbrugsvarer, et godt hjemmemarked giver nemlig baggrund for en god eksport. Lad dog landmændene arbejde med det, de er bedst til, nemlig at producere nogle fødevarer, og lad dem også tjene nogle penge på det, det fortjener de.