Behandling til sexdømt

En straf på halvandet års fængsel blev gjort betinget af sexologisk behandling

En 37-årig mand fik i den sidste retslige omgang i en sag om sex med en 14-årige pige opfyldt ønsket om at komme i behandling. Selve den ulovlige sex med pigen havde den 37-årige tilstået for et par måneder siden, men da der manglede en mentalerklæring, blev straffen først udmålt i går tirsdag. Den lægelige vurdering af den 37-årige viste, at det ville være formålstjenligt at sende den 37-årige på en lukket institution i første omgang et halvt år og derefter halvandet år med behandling og tilsyn af Kriminalforsorgen. Den mulighed fik den 37-årige ikke, da han for godt to år siden blev dømt for blufærdighedskrænkelse og anden seksuel omgang end samleje over for nogle piger. Her blev det til ubetinget fængsel, men denne gang vurderer lægerne altså, at der skal en behandling til. Ud over behandlingen skal den 37-årige også betale 80.000 kroner i torterstatning til pigen, som blev gravid af forholdet, men fik en abort. Efter dommen, som den 37-årige modtog, blev han uden at protestere sendt retur i arresten, hvor han skal afvente plads på en passende institution.