Naturvidenskab

- Behov for fællesskab

JERSLEV: - Vi taler meget om vejret og tiden og glæder os over, at natur og haver står ungt og smukt, mens hyld, gyvel og lupiner blomstrer om kap. På trods af vejret synes vi, at det er en herlig tid. Således indledte Lis Andersen, Hellum, sin båltale på Rosengården i Jerslev. Hun fortsatte med at reflektere over tiden. Vi kender alle vendingen: jeg har ikke tid. Hvis vi skal forstå den tid, vi lever i nu, kan det være en hjælp at se tilbage. Trods det, at arbejdstiden gennem generationer er nedsat fra 72 ugentlige timer på vor tipoldefars tid til de nuværende 37 timer med flere ugers ferie og mange lettelser i hverdagen, er nutidens fædre mere fortravlede og stressede end forfædrene. Nutidens mødre har udearbejde og skal foruden at passe hjemmet også sammen med børnene nå utallige aktiviteter. - Måske skal vi lære at prioritere tiden, slukke for fjernsynet og andre forstyrrende apparater og i stedet koncentrere os om at opleve fællesskabet, at skabe stunder, der kan varme hjertet og at få lidt ro. Med disse afsluttende ord ønskede Lis Andersen tilhørerne en god sommer, hvorefter der blev hygget omkring bordene med kaffe og æbleskiver. ruk