Betalingsmidler

Behov for forskellig EU-politik

STABILITET: Stabilitetspagten blev skrevet i 1997 efter pres fra Tyskland. Det skete som en forberedelse til indførelsen af den fælles mønt. Tyskland var bange for at udskifte deres stærke valuta med euroen. De var bange for, at euroen ville blive en svag valuta. Bange for at de sydeuropæiske lande ville føre en uansvarlig økonomisk politik, der ville gøre den nye fælles valuta svag. Derfor indgik man stabilitetspagten, der bestemmer, at de enkelte medlemslande ikke må have et underskud på statsbudgettet, der overstiger tre pct. af bruttonationalproduktet. Dette har siden været en hellig ko i det europæiske samarbejde om den fælles mønt. Nu er der imidlertid kommet andre boller på suppen. Tyskland og Frankrig har haft problemer med at leve op til stabilitetspagten. Deres underskud balancerer på grænsen af de fire pct. Tyskland og Frankrig værger sig dog kraftigt imod at skulle modtage en anmærkning af EU-kommissionen. Det har fået mange af de små EU-lande op af stolen: Hvorfor må de store lande opføre sig, som de små lande absolut ikke må? I den forbindelse er det tankevækkende at høre en Poul Nyrup Rasmussen undsige stabilitetspagtens strenge budgetkrav. Da vi i Danmark stemte om euroen, blev vi på nej-siden ellers råbt ud som komplet uansvarlige, da vi hævdede, at stabilitetspagten ville gøre det umuligt for enkelte lande at føre en økonomisk politik, hvor man tillod et øget underskud på de offentlige finanser. Dette kunne man få brug for i tilfælde af økonomisk krise for at sætte gang i hjulene. Da vi sagde det i 1998, var vi nærmest at sammenligne med landsforrædere, der ville styre Danmark lige lukt i afgrunden. Nu kan man så høre Poul Nyrup Rasmussen sige: "Nu har vi erfaringer, og der er ingen grund til at sige, at det vi én gang har besluttet, holder i al fremtid. Det ville være reaktionært og uklogt.". Citat slut. Overholdelsen af stabilitetspagten var evigt saliggørende for Nyrup under kampagnen i forbindelse med euroafstemningen i Danmark. Nu er den udtryk for, at man er reaktionær. I så fald var vi allerede for tre år siden meget progressive. Europa kan ikke være tjent med en økonomisk politik, der hedder "One size fits all". Stabilitetspagtens krise viser med al ønskelig tydelighed, at de europæiske lande har bruge for at føre forskellige økonomiske politikker.