Behov for p-pladser bør undersøges

Trafikforhold 25. juni 2003 08:00

FJERRITSLEV: To medlemmer af teknisk udvalg i Fjerritslev Kommune, Karl Aage Jespersen (UP) og Otto Kjær (UP), kom i mindretal, da udvalget behandlede sagen om nedrivning af det gamle Ford på Nørregade 1 i Fjerritslev. De to politikere er imod, at det skal ske i år, og det har flere årsager, forklarer Karl Aage Jespersen. For det første mener de ikke, at der er plads i budgettet, men at det vil kræve en tillægsbevilling. - Hvis der ikke er plads i budgettet til ni gadelamper i Holmsø, kan der heller ikke være plads til at sanere Nørregade 1, som Karl Aage Jespersen formulerer det. Desuden vil de to politikere have set nærmere på, om der skal være parkeringsplads på adressen. Karl Aage Jespersen kan ikke se, at behovet kan være så stort, når han aldrig har set p-pladsen ved kirken være fyldt op. Nørregade 1 er udlagt som sådan i en lokalplan, men det tager han ikke så nøje. - Dem ændrer vi alligevel ustandseligt. Derfor vil vi hellere se på, om der skal boliger, for eksempel til ældre. Jeg havde gerne set, at Holmsø Huset var blevet anvist den plads frem for ved Lystanlægget, siger han. De to politikere uden for parti kom dog som nævnt i mindretal, idet udvalgsformand Jørgen Eriksen (V), Niels Jørgen Godiksen (V) og Leif Nielsen (S) stemte for at få revet de tidligere Ford-bygninger ned allerede i år og planere området. Det ventes at koste cirka 150.000 kroner.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...