EMNER

Behov for pasning skal undersøges

Er døgnåbent nødvendigt?

NY HJØRRING: HK Ny Hjørring vil sammen med Handel-, Transport- og Serviceerhvervenes Arbejdsgiverforening (HTSA) i Nordjylland undersøge, hvor stort behov forældre har for at få passet deres børn på skæve tidspunkter. Formand for HK Ny Hjørring, Ole Carlsen, hører ofte fra sine medlemmer, at det er svært at få børnepasningen til at hænge sammen i et 8-16 skema, når man arbejder på andre tidspunkter. - Vi vil sammen med HTSA lave en analyse, der kortlægger behovet for børnepasning i hele Ny Hjørring, og om forældrene er villige til at betale ekstra for at få børnene passet om aftenen og i weekenden. Målet er at vise analysen til politikerne og skaffe bedre vilkår, siger Ole Carlsen. HTSA har en lang række medlemsvirksomheder, som har åbent efter 17 og før 7 om morgenen. - Vi oplever, at dygtige medarbejdere ikke kan få det til at hænge sammen med børnene, og vi ser en række eksempler på, at folk skifter branche, siger konsulent i HTSA Torben Pedersen, der håber på, at det bliver bedre fremover. - Kommunerne må begynde at leve op til servicesamfundets krav om døgnåbent i institutionerne. Det er ikke kun private arbejdsgivere, der har brug for at folk arbejder på skæve tidspunkter - kommunen har selv ansatte i hjemmeplejen og amtet har ansatte på sygehusene, som arbejder i treholdsskift. De skal også have mulighed for at få passet deres børn, mener Torben Pederen.