EMNER

Behov for stærkt EU

Januars nyheder var præget af den ulykkelige militære konfrontation mellem Israel og Hamas, hvor 1300 palæstinensere mistede livet. Heraf de 400 børn. FN formåede ikke at handle. USA ventede på Obama. Imens så verden til i magtesløshed.

Krigen i Gaza understregede med al ønskelig tydelighed, at der er et behov for et stærkt EU, der kan gribe ind og tage ansvar for verden omkring os. Der er behov for et EU, der er klar til at handle - også globalt. Og handle hurtigt. Men krigen viste desværre også, at EU endnu ikke er i stand til at løfte denne opgave. Vi mangler strukturen og vægten til at gøre os gældende, når det virkeligt brænder på. Det er ikke, fordi vi ikke forsøger at finde løsninger. I løbet af de første 14 dage i januar havde EU således hele tre udenrigsministre, en kommissær samt Javier Solana som repræsentant for Rådet i Mellemøsten - omend ikke som del af én samlet delegation. Hertil kommer forhenværende premierminister Tony Blair, der rejste til Mellemøsten som særlig repræsentant for Mellemøst-kvartetten, samt Frankrigs præsident Sarkozy, der som forhenværende formand for EU ledede sin egen indsats i området. Det var med andre ord ikke manglende politisk bevågenhed, der forhindrede EU-landene i at spille en afgørende rolle for en våbenhvile. Det var ikke på grund af fravær af arbejdende hænder, at EU fejlede. Det var snarere de alt for mange fødder, der var problemet. Vi trådte os selv over tæerne og spændte ben for hinanden som et udslag af den eklatante mangel på koordination - og med utilgivelige konsekvenser. Det må vi ikke lade ske igen. Krigen i Gaza viser, hvorfor vi har brug for Lissabontraktaten. Med Lissabontraktaten vil EU få én fælles repræsentant til at tale for alle på den udenrigspolitiske scene. Med én forhandler, én stemme til at tale på EU-landenes vegne vil vi få vægt og gennemslagskraft over for omverdenen. Med Lissabontraktaten vil europæisk diplomati med fælles repræsentationer ude i verden få en synlig tilstedeværelse. Og, hvad der ikke er mindre vigtigt, EU vil få den permanente administrative struktur, der er nødvendig for, at der både kan handles hurtigt, og Unionen samtidigt kan fremstå som en seriøs samarbejdspartner, som er villig til at yde en indsats også på lang sigt. Alt tyder på at irerne alligevel stemmer ja til Lissabontraktaten, men skulle det ikke ske, må vi finde en måde at indføje de dele af traktaten, der angår udenrigspolitikken i EUs nuværende traktatgrundlag. Synspunktet er næppe populært blandt danske EU-skeptikere. Men hvad ser de som alternativ? Skal vi sidde med hænderne i skødet også næste gang, der er en krise eller en militær konflikt i et af vores nærområder? Passivitet og manglende handledygtighed må ikke være EUs svar. EUs fælles udenrigspolitik skal vise vores vilje til at tage et ansvar for verden omkring os. Den skal ruste os til fremtidens krige og konflikter.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst