EMNER

Behov for strammere styring

KØBENHAVN. Styringen af de offentlige udgifter i stat, amter og kommuner er det helt centrale omdrejningspunkt for regeringens langsigtede økonomiske målsætning. Men udgifterne stiger mere end ventet, og derfor er det nødvendigt for regeringen at finde flere instrumenter, den kan benytte sig af. Det siger overvismand og professor i nationaløkonomi ved Århus Universitet, Torben M. Andersen. - Det er et spørgsmål om hvilke sanktioner, man er villig til at benytte sig af. Det er en balancegang al den stund, at man også gerne vil have kommunalt selvstyre, siger Torben M. Andersen. Selv om nye tal viser et fald i det offentlige forbrug i andet kvartal, står det med en uændret udvikling til at stige 1,2 pct. mere end regeringens mål, som er et direkte fald på 0,2 procent for hele året. - Det er et problem og rejser spørgsmålet i relation til styringen af udgifter, for det er ambitiøst at tro, at man kan reducere det ned, når udgangspunktet sidste år var højt, siger Torben M. Andersen. Sidste år steg de offentlige udgifter mere end dobbelt så meget som forudsat af regeringen, og derfor venter den, at det udlignes i år. Og det betyder et decideret fald på 0,2 procentpoint for hele året. /ritzau/