Behovet for en anden sandhed

Mordet på Anna Lindh er under opklaring, men det forhindrer ikke konspirationsteorier i at opstå

KØBENHAVN:I kølvandet på Palme-mordet fulgte et hav af konspirationsteorier, som spændte fra påstande om, at hustruen skulle have myrdet ham, til at en større sammensværgelse i det svenske politi stod bag. 17 år efter er morderen stadig ikke fundet, selvom mellem 120 og 130 personer har erkendt mordet, og efterforskningsmaterialet i dag fylder tre lokaler fra gulv til loft. Sådan behøver det ikke at gå i efterforskningen af mordet på Anna Lindh, for alt tyder på, at det svenske politi har taget ved lære af Palme-mordet og er godt på vej i opklaringen af mordet. Men konspirationsteorierne florerer. - Der vil altid være et behov for at få en forklaring på det, vi ikke forstår. Når vi ikke kan finde nogen fornuftig forklaring på mord, forsøger vi at finde en mystisk forklaring, siger Vagn Greve, professor i strafferet ved Københavns Universitet. Han er ikke i tvivl om, at der ligger en stor fascination i uopklarede mord, og nævner som eksempel, at vi stadig interesserer os for mordet i Finderup Lade i 1286. Men også selvom et mord er opklaret, kan konspirationsteorier overleve længe efter. - Tænk på Kennedy-mordet. Der kommer jo næsten en ny bog med en ny konspirationsteori hvert år - selvom Lee Harvey Oswald er dømt for mordet efter en af de grundigste efterforskninger i nyere tid, siger Vagn Greve. Også den danske krimiforfatter Leif Davidsen tvivler på, at det svenske politi slipper for at skulle behandle konspirationsteorier, selvom de har held til at finde og dømme Anna Lindhs morder. - Mennesker har altid lavet konspirationsteorier, og der ligger en stor fascinationskraft i dem. I virkeligheden er det nok for enkelt, hvis Anna Lindhs morder myrdede hende uden andet motiv, end at han ikke kunne lide hende. Det er ikke dramatisk nok, og så vil man begynde at søge efter de mørke kræfter, der kan stå bag, siger Leif Davidsen. - I virkelighedens verden går mord sjældent op ligesom en kriminalroman, og det er selvfølgelig utilfredsstillende og stimulerende for konspirationsteorier.