Behovet for fleksjob stiger

NORDJYLLAND:Det rummelige arbejdsmarked kan ikke følge med. Antallet af personer, der venter på et fleksjob, er eksploderet over tre år, og udsigterne er dystre. Kommunerne betaler en høj pris. I øjeblikket venter 7269 personer på et fleksjob mod blot 800 i 2000. Det svarer til en stigning på over 900 procent. Til sammenligning er antallet af personer, der faktisk har fået job, kun steget med 265 procent. I januar 2003 trådte en ny førtidspensionsreform i kraft, og et af formålene med den var, at mange af dem, der før kom på førtidspension, skulle ud i et fleksjob. Men kommunerne kan ikke følge med. - Der bliver visiteret mange flere til fleksjob, end der bliver oprettet jobs. Kommunerne kan simpelthen ikke følge med, og markedet har måske nået et mætningspunkt, siger fuldmægtig hos Kommunernes Landsforening (KL), Karen Bagger. I Nordjylland er problemerne med at finde fleksjob mindst lige så store. I Aalborg Kommune venter næsten hver fjerde på et job, og i Frederikshavn Kommune er tallet endnu større. Den stigende arbejdløshed får skylden. - Jeg vurderer situationen som meget alvorlig, fordi antallet af personer der venter på et job, er på sit højeste nu. Men det er meget svært, at finde fleksjobs, når arbejdsløsheden i Nordjylland stiger så meget, som den gør, siger socialrådmand i Aalborg Kommune, Birgit Ekstrøm (S). - Vi har rigtig mange, der går og venter på et fleksjob. Men den stigende arbejdsløshed gør det meget svært at finde fleksjob til alle, siger formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Frederikshavn Kommune, Jørn Larsen (S) der mener, at det er en stor belastning for kommunen, fordi personerne på venteliste i stedet skal have ledighedsydelse. De personer der venter på et fleksjob, modtager nemlig ledighedsydelse af kommunen. Og det er dyrt for kommunen. Staten refunderer nemlig kun 35 procent af ledighedsydelsen, mod 65 procent af fleksjobsydelsen. - Det betragtes som et problem i kommunerne, fordi man har personer til at gå ledig, men også fordi det koster dem mange penge. Så det er ikke fordi kommunerne ikke vil skaffe fleksjobene, men de kan bare ikke, siger Karen Bagger.