EMNER

Behovsanalyse for Hirtshals' kulturhus

Styregruppen bag brugerne af Den Svenske Sømandskirke i Hirtshals vil undersøge, om de nuværende musik- og kulturaktiviteter i den tidligere kirke dækker behovet.

- Vi er på jagt efter gode idéer og aktiviteter. Derfor indkalder vi til en behovsanalyseaften, fortæller Rasmus Jespersen, formand for Hirtshals Musikforening. Foreningen er repræsenteret i styregruppen sammen med Nordsøkoret og Dagplejen. Hjørring Kommunes Fritids- og Kulturudvalg har tidligere i år bevilget et større beløb til en indvendig renovering af kirken, og det er meningen af arbejdet skal gå i gang i løbet af efteråret. - Der er ikke nogen tvivl om, at Den Svenske Sømandskirke er et sted med udviklingsmuligheder, tilføjer han. Hensigten med renoveringen er blandt andet, at øvelokalerne på 1. sal skal være mere nutidige og brugervenlige, og styregruppen ser gerne, at endnu flere bruger lokalerne i fremtiden. - Hirtshals Musikforening har jo altid haft en formålsparagraf der siger, at vi skal være med til at fokusere på det lokale musikliv og forsøge at sikre de bedst mulige øveforhold. Her har vi fået rammerne, og nu skal vi bare have dem fyldt ud, siger Bo Niebuhr, en anden repræsentant fra musikforeningen. Han peger også på, at kirkerummet har en god akustik, og at andre end Nordsøkoret ku' være interesseret i at bruge rummet. - Uanset om man spiller musik, eller har andre kulturelle idéer og aktiviteter, så håber vi at se rigtig mange til vores inspiration- og behovsanalyseaften.