Bekæmp sproglige unoder

Aalborg 1. december 2002 07:00

For nylig mødte jeg på gaden et par, som jeg ikke havde set længe, og vi kom til at diskutere journalisternes fejl og tv-værternes dårlige udtale. Under samtalen fik jeg at vide, at de vordende journalister ikke engang skal være gode til dansk for at komme ind på Journalisthøjskolen. At stave er ikke nødvendigt. Det har man computeren til at ordne for sig med indbygget stavekontrol. Det seneste års tid har DR 2 i programmet "Gyldne Timer" vist gamle teaterstykker og for os, der godt kan lide et pænt sprog, er det ofte en nydelse at se og høre de gamle forestillinger. Omvendt har danskerne nu vænnet sig til dogme alt muligt. Dogmefilm med håndholdt kamera og dårligt lys. Havde det så endda kun været det rent tekniske, kunne man bedre vænne sig til tingenes tilstand, men skuespillerne er også "dogmeskuespillere". Sproget er overfladisk og jappende, mange ord forsvinder helt, og skuespillerne taler alt for hurtigt. Ofte kan man ikke se deres ansigter og dermed aflæse sproget. Havemanden Søren Ryge Petersen gør alt, hvad der er forbudt inden for tv. Han går ofte med ryggen til, men Ryge Petersen har den store fordel frem for så mange andre. Han taler tydeligt og langsomt, så alle forstår det. Det langsomt fremadskridende i programmet er endda hyggeligt. I LANG tid har jeg ligefrem gjort det til en slags sport at lægge mærke til tv-værterne sproglige skruptudser. Lad mig lige starte med sporten. Jeg interesserer mig ikke spor for sport bortset fra sportsdans, som jeg selv dyrkede som ung. Efter hver eneste nyhedsudsendelse er der sport, og skal man se næste program, sker det, at sporten bare kører. På den måde undrer jeg mig over de mange sportsgrene. F.eks. hærehåndbold. Jamen jeg forstår altså ikke, hvordan man får to hære til at rende rundt på en lille boldbane. Jeg har forresten aldrig set det….. Det kan jo være, at tv-værten mener herrehåndbold. Noget lignende sker i nyhedsprogrammerne. Oplæserne siger:" Storebæltsbroen er spæret for lette køretøjer." Hvad er spæret for et ord? Spær er noget, der sidder på et hus. NOGET endnu værre er ordet kraft. Både læger, journalister og politikere taler hele tiden om kraft. Det tyder på manglende på staveevner. Lægerne er nok gode til latin, men det vil nu være praktisk med gode danskkundskaber også af hensyn til patienterne. Kraft med A har noget med styrke at gøre, strømstyrke eller motorstyrke... Sygdommen kræft staves altså med æ, så tag dog at udtale bogstavet æ, som det hedder. For nylig hørte jeg hele den lange folketingsdebat om at hæve fartgrænserne på motorvejene. Hver eneste gang, justitsminister Lene Espersen var på talerstolen, hørte vi uafbrudt om trafikdrapte. Hurtigt hørte hørte jeg ikke alle de andre ord, men kun ordet trafikdrapte. Kan justitsminister Lene Espersen mon ikke stave til trafikdræbte, så må det snart være på høje tid at få det lært? FOR at vende tilbage til de mange forkerte udtryk overalt, ja, så er der altså meget lette regler for, hvordan tingene skal staves og også udtales. Man forstår godt, at det er meget svært for udlændinge at lære det danske sprog. En masse ord betyder to eller tre ting, men udtales ens. F.eks, vender, vænner og venner, det må være svært for udlændinge, med mindre underviserne kan lære alle de gode huskeregler fra sig. At vende sig om, man vænner sig til og gode venner. Hvornår ord staves med to konsonanter eller kun en enkelt er også let. F.eks. vindrueklaser og klassefest. I klase udtales a langt, og i klasse udtales vokalen kort. Her kan man også bruge forskellen på hærehåndbold og herrehåndbold. Æ udtales langt, og e udtales kort og der er to konsonanter efter. En journalist fortæller i TV-Avisen om optøjer, og at folk samles i "gruber". En grube har noget med kulminer eller andre miner at gøre. Når det nu handler op grupper, forfor siger journalisten så ikke det. Grupper har kort u og dobbeltkonsonant, her p. FORSKELLEN på A og æ er nok lidt mere besværlig, men det er ønskværdigt, at oplæserne kan udtale æ som æ og a som a. Den nye generation af skuespillere må i længden være med til at mindske antallet af teatergængere, for hvis man på grund af et sjusket sprog kun hører halvdelen af, hvad der bliver sagt, så er oplevelsen af teaterstykket ikke optimal. På tv tænker producere og kamerafolk på, hvordan skuespillerne tager sig ud på skærmen, og åbenbart ikke så meget på, hvordan teksten opfattes af seerne. Noget virkelig grinagigt er, hvis en mandlig studievært interviewer en gravid kvinde, og kvinden hele tiden siger du om sig selv. Hvis jeg var studievært, ville jeg hurtigt fortælle, at det altså ikke var mig, der var gravid. Det er nærmest almindeligt, at interviewede siger du om sig selv i stedet for jeg. Det giver en helt forkert mening med du i de situationer. Så vidt jeg husker, var det Kurt Strand, der engang var ude for et interview med en gravid kvinde. Det med at tale om sig selv i anden person er fuldstændig almindeligt, men det bliver det jo ikke mere rigtigt af. I banker siges der altid du til kunden, men når der kommer brev fra banken, står der altid De. Bankpersonalet kender som regel deres kunder og kunne vel godt skrive du. Kommer der et offentligt brev står der gerne du, er det mon fordi skrankepaverne gerne vil se ned på borgerne. FOR år tilbage, da danskernes mobilitet var mere besværlig, var det en fornøjelse at høre de forskellige dialeter, hver gang man kom til en ny by eller en ny egn. Man behøvede såmænd ikke at flytte til andre egne af landet for at høre på andre dialekter. Oprindeligt er jeg født og opvokset i København, og da jeg boede der, kunne jeg tydeligt høre forskel på sproget fra de forskellige bydele. På Vesterbro og Nørrebro sagde man arbejder, somom det gjaldt en halsundersøgelse. I Gentofte hedder den slags mennesker "erbejdere" Med den gode infrastruktur i hele Danmark, udviskes dialekterne mere og mere, og det er en stor skam. Den eneste mulighed for at vedligeholde sprogets mangfoldighed er sikkert, at nogle flere skriver film på forskellige dialekter. Men derfor kan det godt gøres sprogligt rigtigt. NÅR nu vi er ved det med uvaner, så kunne jeg godt tænke mig at pointere nogle andre uvaner, som virkelig generer mig. Det er ganske vist sådan i mange sammenhænge, at når noget bliver sagt eller gjort forkert tilstrækkelig mange gange, så kommer det skam med som helt stuerent i den kommende udgave af Dansk Retskrivningsordbog. F.eks ordet "majonæse". Det ved alle, hvad er, men jeg har lært i skolen, at det staves mayonnaise, og det står da også stadigvæk på diverse tuber stavet som sådan. Når man som jeg har boet det samme sted de seneste 35 år, kender jeg selvfølgelig mange af kvarterets beboere mere eller mindre, og mange hilser jeg på, men noget virkelig irriterende er et møde således: "Nå, og hwa" så?" Jamen, sådan en sætning kan jeg kun tolke på en eneste måde. Spørgeren vil gerne have den eventuelle nyeste sladder. Det sker jo også, at jeg møder et kendt ansigt i fodhængerovergangen og bliver spurgt:"Har du det godt?". Mit svar er altid. "Det kan jeg ikke svare på, inden der bliver rødt." EN eneste gang i mit liv har jeg haft en depression. Det var for mere end 30 år siden. Det var sandelig ikke rart. Engang mens jeg var deprimeret, mødte jeg en bekendt i Bispensgade, og han sagde:"Gud, lever du endnu?". Det føltes som at få et gok i hovedet, og jeg tænkte på, at det var da også for dårligt, at jeg blev ved med at leve. Personlig har jeg en vis evne til at få en samtale i gang med mange vidt forskellige fremmede mennesker, jeg møder på gaden eller i en forretning. Dog bestræber jeg mig på ikke at sige selvfølgeligheder. Såsom "Ih hvor bliver man våd i dag." Selvfølgelig gør man det, hvis det øsregner. Jeg kender alle kvarterets huse, og ser når der er kommet nye ejere. Ved ejerskift sker der altid en masse forandringer, og hvis de nye ejere i månedsvis har knoklet med at anlægge ny have, bygge om på huset eller andre synlige ting, så glæder det da de nye ejere, hvis nogen roser deres arbejde. Det er min personlige opfattelse, at man bør rose, hvis der er noget at rose. Desværre er ligegyldighed det mest almindelige. HVAD angår dialekt og ros, så tog det mig mange år at vænne mig til, at den højeste ros, man kunne opnå fra gæster her i nordjylland var: "Det smager ikke dårligt". Når man er et musisk menneske som jeg er, så kan man få musik ud af mange ting, også telefonsamtaler. Den kendte multikunstner Lise Færch, som jeg i sin tid omgikkes en hel del, havde en speciel måde at tage telefonen på. Hun startede med "det er (og så en hel kvint højere) LISE". Andre siger bare: "Hallo, det er mig" eller noget andet anonymt. Hvis man ikke vil røbe sit efternavn, kan man i det mindste sige sit fornavn. Det sker jo af og til, at man kommer til at trykke et forkert tal. HER, hvor vi er ved at nærme os tiden, da nordjyderne kun tænker på grønkål i lange baner, vil jeg holde inde med skyderiet for denne omgang. Selvfølgelig vil mange læsere - forhåbentlig nærlæse min kronik og ved først givne lejlighed give mig en ordentlig røffel i et læserbrev. Derfor vil jeg straks indrømme over for alle, at jeg endnu ikke har sat mig ind i de nye kommaregler, og derfor endnu en tid luller mig lidt ind i, at det stadig er tilladeligt at anvende de gamle kommaregler. Jette Schønberg, Stationsmestervej 21, Aalborg SV, jsch@home1.gvdnet.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...