Lokalpolitik

Beklager Browns beslutning

Politiske modstandere har været tilfredse med samarbejdet med borgmesteren

HJØRRING:Der er beklagelse hos forligspartnerne i byrådssalen efter meldingen om, at Hjørrings socialdemokratiske borgmester Bent Brown ikke genopstiller til næste byrådsperiode. - Man kan ellers ikke fortænke dem i at gnide sig lidt i hænderne og vejre morgenluft, siger den socialdemokratiske gruppeformand Helmuth Zickert. - Vi vejrer altid morgenluft, men det her gør nok hverken fra eller til, selvom Bent Brown var en meget stor stemmesluger ved sidste valg, siger Venstre gruppeformand Jørgen Lind Thomsen. Han er egentlig ikke så overrasket over Bent Browns beslutning: - Jeg synes jeg fornemt noget sådant på noget af det, han har sagt i den sidste periode her. Jørgen Lind Thomsen oplever, at samarbejdet med Bent Brown er gået rigtigt godt i denne byrådsperiode: - I forrige periode oplevede jeg, at vi var konkurrenter, men hen over tid er det blevet meget bedre. Jeg sætter stor pris på Bent som menneske. Vi er uenige af og til, men der er også meget, vi er enige om - for eksempel den økonomiske politik. Jens Broen fra de konservative har også været meget tilfreds med samarbejdet: - Vi har haft et fortrinligt samarbejde, og jeg forstår fuldt ud borgmesterens beslutning, for det er et job, der slider, og Bent Brown er jo meget flittig og loyal. Jeg synes også, at det er rart, han fortsætter og bliver tiden ud. Helmuth Zickert siger, at partiet rent valgteknisk måske kunne have haft fordel af en anden løsning. - Det er imidlertid helt klart Bent Browns suveræne valg at bestemme, hvornår han vil gå, og jeg har fuld respekt for den løsning. I gruppen beklager vi det naturligvis meget, men vi er meget tilfredse med, at han gør arbejdet færdigt. Vi havde nok heller ikke forventet andet, siger Helmuth Zickert. Socialdemokraterne skal på jagt efter en afløser for Bent Brown. - Vi har ingen kronprins i øjeblikket. Vi havde nok haft en forventning om, at Bent ville fortsætte, og det er klart, at vi vil miste nogle stemmer, for Bent fik mange ved sidste valg, siger Helmut Zickert. Jens Broen (K) siger, at han som det ser ud i øjeblikket er villig til at genopstille som de konservatives borgmesterkandidat. - Jeg har ikke taget stilling endnu, siger Jørgen Lind Thomsen (V) til gengæld.