Aids

Beklager håndtering af hiv-sag

KØBENHAVN:Der gik for lang tid, inden indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) orienterede Folketinget om, at to patienter i begyndelsen af året blev smittet med hiv-inficeret blod på Rigshospitalet. Torsdag beklagede ministeren forløbet i et åbent samråd med Folketingets Sundhedsudvalg. - Jeg er selvfølgelig ked af, at Folketingets sundhedsordførere skulle læse om den ulykkelige hændelse på Rigshospitalet i Berlingske Tidende frem for at få en orientering om sagen af mig, sagde Lars Løkke Rasmussen efterfølgende til Ritzau. Sundhedsministeren afviser, at der er tale om en skandale. - Det er vigtigt at huske på, at smitten på Rigshospitalet ikke kunne have været undgået med den teknologi, som vi havde til rådighed på det pågældende tidspunkt, siger Lars Løkke Rasmussen. /ritzau/