Lokalpolitik

Beklager udtalelser om muslimer Modvind: Louise Frevert fordømmes

KØBENHAVN:En række stærkt nedsættende udtalelser om muslimer i Danmark har kastet Louise Frevert, medlem af Folketinget og Dansk Folkepartis kandidat til overborgmesterposten i København, ud i et voldsomt politisk stormvejr. Efter at hun i løbet af fredagen også var blevet kritiseret af flere partifæller, beklagede den omstridte politiker sine udtalelser. I udtalelserne, som Frevert havde lagt ud på sin hjemmeside - og fjernet igen - skriver hun blandt andet, at "vildledte unge muslimske mænd mener, at det er deres ret at voldtage danske kvinder og slå danske borgere ned for fode". Louise Frevert sammenligner muslimer med kræftceller, og hun nævner muligheden af at modtage et russisk tilbud om "at opbevare småslynglerne i russiske fængsler for 25 kroner pr. dag. Freverts udtalelser har ikke blot affødt fordømmelse og kritik. Hun er også blevet meldt til politiet af flere personer, der mener, at hun har overtrådt racismeparagraffen. - Hendes udtalelser minder om noget, hun har hørt fra nazisterne i Greve, men de stiller jo også op til kommunalvalget, så det kan være, at DF er ved at indgå i et valgforbund med Jonni Hansens DNSB, siger den socialdemokratiske kandidat til Københavns Borgerrepræsentation Lars Rasmussen, som er blandt dem, der har meldt Frevert til politiet. Selv om docent i strafferet Jørn Vestergaard vurderer, at nogle af Louise Freverts udtalelser er langt på den anden side af grænsen for, hvad straffeloven tillader, afviser hun over for Radioavisen, at hun er gået over stregen. - Jeg er folkevalgt, og jeg skal være en rollemodel for andre i samfundet, så selvfølgelig vil jeg ikke på nogen som helst måde overtræde loven, siger hun. Også blandt sine egne partifæller vækker Louise Freverts formuleringer forundring. Partiets næstformand Peter Skaarup mener, at Louise Frevert har begået en "svipser". - Det er normalt slet ikke fra den side, jeg kender Louise Frevert og de meninger, hun har. Jeg synes slet ikke, at jeg kan kende hende. Vi synes, at det er noget mærkeligt noget, at hun har rodet sig ud i. Det her er ikke partiets politik, og det bliver det aldrig, siger Skaarup. Den radikale udlændingeordfører Elsebeth Gerner Nielsen mener imidlertid ikke, at der bare var tale om en "svipser" - En ting er at tale over sig i kampens hede, noget helt andet er at "tale over sig" i en flere sider lang artikel og derefter lægge den ud på internettet. Louise Frevert har ment det her, og hun har troet, at det var OK, siger Gerner Nielsen. Ifølge det socialdemokratiske medlem af Københavns Borgerrepræsentation Hamid El Mousti kan Louise Freverts angreb på muslimer motivere svage sjæle til at begå terrorhandlinger. - Jeg er alvorligt bange for, at disse angreb på Danmarks andenstørste religion kan forlede svage sjæle til at svare igen med at begå voldelige handlinger, siger Hamid El Mousti. /ritzau/