Bekræftet: Contador kommer til start trods skulderskade

Alberto Contador vil være at finde ved startstregen, når Giro-feltet fredag ruller af sted, bekræfter rådgiver

Med armen i slynge lignede Alberto Contador ikke en kommende Giro d'Italia-vinder efter torsdagens etape, hvor han røg i asfalten i massespurten og rev skulderen af led.

Men den spanske stjernerytter har i sinde at forsøge. Han kommer til start på fredagens 7. etape, som samtidig er årets længste i løbet med sine 264 kilometer.

- Vi er nu på vej til startområdet, og han vil starte. Det er helt sikkert, siger Contadors rådgiver, Jacinto Vidarte, til Cyclingnews.

- Han fortæller mig, at han er okay. Han har fået en godt nats søvn, og skulderen er mere eller mindre okay til at køre med. De andre skader er også fine nok og ikke så slemme. Han starter, uddyber Vidarte.

Contador måtte torsdag på præmiepodiet opgive at få trukket den lyserøde førertrøje over hovedet, da han ikke kunne løfte sin beskadigede arm.

Den spanske klatrer kan trøste sig med, at fredagens etape er flad, og at han derfor ikke skal ud i nogen bjergdueller med konkurrenterne.

Alberto Contador har i år proklameret, at han vil forsøge at vinde både Giro d'Italia og Tour de France.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.