EMNER

Bekrig ej hinanden

DEBAT:M.C. Holst og Flemming Jansen er to meget flittige debattører, som jeg med glæde læser og prøver at forholde mig til. Nu er det så, at jeg simpelthen må gribe til ”gåsefjeren”, for jeg mener, at M.C. Holsts indlæg/svar 25.5. til Flemming Jansen er under M.C.’s vanlige standard. Jeg læser med stor interesse begge skribenters bidrag til debatten i NORDJYSKE, og langt de fleste er efter min ringe mening velskrevne, interessante, morsomme, givende og nødvendige indslag i samfundsdebatten. Men kære M.C. Holst, 25.5. er du under din standard. Jeg forstod dit budskab 4.5., men jeg mener også, at jeg forstår Flemming Jansen 21.5., og her mener jeg, der udvises større respekt for det enkelte menneske, og det finder jeg mere sympatisk. Jeg mener, at du, M.C. Holst, nedgør, bagatelliserer og undervurderer mange almindelige menneskers håb, ønsker og behov for et ståsted, og trods de samme menneskers ofte manglende loyalitet over for kirke, tro og familiens ”tante Olga” betyder det noget trygt i tilværelsen med den måde, kirke, dåb og konfirmation er skruet sammen på. Ikke mindst i dag, hvor der i denne urolige og spændende verden er så mange ting, børn, unge og forældre skal forholde sig til. Det mener jeg, du på en måde bagatelliserer og gør grin med i dit indlæg og også i dit svar til Jansen 25.5. Dette er ikke sympatisk, og det synes jeg ellers, du er i mange af dine skarpe, herlige, intelligente bidrag her i avisen. Jeg mener på samme måde, at Flemming Jansens bidrag til debatten ofte appellerer til gode, aktuelle, ofte dybe, varme følelser, som vi som mennesker har så dejlig brug for at læse og forholde os til. I skal ikke bekrige hinanden, men med jeres forskelligheder for vores alle sammens skyld supplere hinanden.