Bekymrede kald tredoblet
Kommunen fik i fjor 326 underretninger fra pædagoger og andre om børn der vantrives. - Alle sager bliver undersøgt grundigt, garanterer chef.

Susanne Berke tilskriver det større fokus på symptomerne, mindre tabu og megen omtale i medierne, at så mange henvender sig med en mistanke. - Og hellere en for meget end en for lidt, siger hun. Foto: Henrik Bo
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det sætter sine spor, at en række gruopvækkende sager om vanrøgt og overgreb mod børn er blevet rullet op i medierne de senere år. Det har fået antallet af bekymrede henvendelser til børne- og familierådgivningen i Jammerbugt Kommune om børns trivsel til at vokse eksplosivt, fra 102 i 2009 til mere end tre gange så mange, 326, i 2011. - Det er en voldsom vækst, men jeg tror ikke det er fordi der er flere børn, der lider overlast end tidligere, siger kommunens forebyggelseschef Susanne Berke. - Vi har til gengæld skærpet opmærksomheden rigtig meget alle steder, hvor ansatte har med børn at gøre. Der er stor fokus på børns trivsel, både i sundhedsplejen, dagplejen, børnehaver og skoler, forklarer hun. - Og de professionelle, der har med børn at gøre i hverdagen, ved godt hvilke symptomer de skal holde øje med, tilføjer Susanne Berke. - Der er heller ikke så meget tabu om børns mistrivsel, som der før har været. Det er legalt at komme frem med en mistanke, og det skal man også. Hellere en gang for meget end en gang for lidt, pointerer hun. 90 procent af de bekymrede underretninger kommer fra pædagoger, resten fra naboer, familiemedlemmer og sommetider også fra anonyme, oplyser Susanne Berke. - Omkring en fjerdedel af henvendelserne resulterer i en egentlig sag og måske en tvangsanbringelse, mens resten er i den lettere kategori, hvor løsningen kan være en kortvarig støtteforanstaltning, et efterskoleophold eller lignende, uddyber hun. - Alle underretninger vi får i kommunen, uanset hvem der modtager den, går gennem et særligt visitationsteam af to erfarne socialrådgivere. De undersøger, om det er en ny sag eller om vi kender familien, og de vurderer om der skal handles nu og her. Er det en ny sag, ser de på, om der skal sættes en børneundersøgelse i gang, en udredning af barnets og familiens forhold, oplyser Susanne Berke. - De er så erfarne, at de kan vurdere tyngden i en sag og handle ud fra det. Den der har indsendt underretningen, får også en kvittering inden for seks dage, så han eller hun ved, at den er modtaget og at sagen undersøges. Susanne Berke tilføjer, at hvis mistanken handler om strafbare forhold som vanrøgt, vold og seksuelle overgreb, kontakter kommunen straks politiet, som overtager efterforskningen. - Det er ganske få af henvendelserne, der går på den type mistanke, men vi går altid til politiet med dem. Vi samarbejder fint med Nordjyllands Politi, tilføjer hun. - Og i den type sager kan vi om nødvendigt fjerne et barn samme dag. Susanne Berke tilføjer, at selv om opmærksomheden er meget skærpet, og antallet af henvendelser er vokset dramatisk, kan man aldrig vide, om der i dette øjeblik er et barn et sted i Jammerbugt, der lider overlast. - Selv om vi gør en stor indsats, også allerede før et barn bliver født med tilbud om besøg hos førstegangsgravide og i forhold til nomadefamilier, hvor vi er i personlig kontakt med andre kommuner, kan vi ikke vide alt, understreger hun. - Vi er dybt afhængige af, at pædagoger, naboer, familiemedlemmer og andre er opmærksomme på, hvordan børn trives.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.