Bekymringen for coronasmitte stiger i befolkningen

Flere borgere er bekymrede for, hvordan den stigende coronasmitte kan true samfundet, mener professor.

Grundet de seneste ugers øgede smitte med coronavirus er flere borgere blevet opmærksomme på at holde afstand i de offentlige rum. (Arkivfoto).

Grundet de seneste ugers øgede smitte med coronavirus er flere borgere blevet opmærksomme på at holde afstand i de offentlige rum. (Arkivfoto).

KØBENHAVN:I takt med at antallet af smittede stiger, bliver flere og flere borgere bekymrede for corona.

Ikke siden januar har bekymringen for sygdommen været så stor.

Det viser en ugentlig undersøgelse lavet af Hope-projektet. De følger danskernes coronaholdninger og -adfærd.

I undersøgelsen fremgår det, at det er antallet af smittede og indlagte, som betyder, at flere er bekymrede for corona.

Nyheden om, at flere vaccinerede er blevet indlagt med corona, betyder også meget for bekymringen. Det forklarer Michael Bang Petersen.

Han er professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og leder af Hope-projektet.

- At man godt kan blive alvorligt syg, hvis man er vaccineret, har betydet meget for manges bekymringer, siger han.

Antallet af smittede var onsdag 1978 tilfælde. Der er desuden 264 personer indlagt på landets hospitaler. Det højeste siden februar.

Ifølge Michael Bang Petersen er størstedelen af de adspurgte ikke bekymrede for deres eget helbred, men for den generelle smitte i samfundet.

- Folk er bekymrede for, hvad de stigende smittetal vil gøre ved hospitalerne, og hvordan smitten truer samfundet, siger han.

Og af samme årsag mener flere danskere end tidligere, at de nuværende sundhedsfaglige råd om vaccine, afstand og afspritning er utilstrækkelige.

Dog er det en lille gruppe, som mener, at sundhedsmyndighedernes råd er utilstrækkelige, mener Michael Bang Petersen.

- Der er meget stor tiltro til sundhedsmyndighederne i Danmark. Den er på ingen måde truet.

- Grunden til, at folk slapper mere af nu end tidligere, er, at sundhedsmyndighederne slapper mere af, siger han.

Professoren tilføjer samtidig, at befolkningen efter hans vurdering ikke er klar til endnu en nedlukning.

- Det vil kræve rigtig meget god kommunikation fra myndighederne, før befolkningen er klar til strenge restriktioner igen, siger han.

I undersøgelsen fremgår det også, at flere igen er blevet opmærksomme på at holde afstand i det offentlige rum. Det gælder også, når det kommer til at mindske fysisk kontakt med andre mennesker.

Dog har den øgede bekymring for sygdommen ikke betydet, at danskerne har mindsket deres omgangskreds.

Hverken når det kommer til familie og nære venner eller kolleger og bekendte.

Næsten 90 procent af den voksne befolkning har enten påbegyndt vaccination eller er færdigvaccinerede.

Dog viser Hope-projektets undersøgelse, at der er en gruppe personer, som fortsat tvivler på vaccinen. Personerne, som fortsat tvivler på vaccinen, er primært yngre personer og personer med en kort uddannelse.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden