Bekymringer afløst af jubel

Skader tvang Kent Nielsen til at smide flere uprøvede kræfter i kamp mod OB, men ungersvendene løste opgaven.

Carsten Christensen blev smidt i ilden, da Nicolai Larsen blev skadet under opvarmningen. Arkivfoto: Michael Bygballe.

Carsten Christensen blev smidt i ilden, da Nicolai Larsen blev skadet under opvarmningen. Arkivfoto: Michael Bygballe.

Der var på forhånd lagt op til udskiftninger hos AaB, da både Anders Due og Patrick Kristensen var meldt ude af kampen mod OB. Det gav som ventet debut til Jakob Ahlmann på venstre back, men da både Nicolai Larsen og Jeppe Curth blev ramt af skader, fik Carsten Christensen og Rolf Toft også lov at komme på græs for første gang. - Der gik mange tanker gennem hovedet, da jeg så Nicolai ligge dér. Jeg var lidt bekymret for, om jeg overhovedet kunne begå mig på højeste niveau. Men da kampen først gik i gang, var det bare med at rette fokus på opgaven, siger Carsten Christensen. Skadesomfang uvist Han så usikker ud i et par situationer, men blev aldrig for alvor testet ud over straffesparket, som han næsten snuppede. - Carsten bliver kastet ud i det og jeg synes han slipper fint fra det, vurderer cheftræner Kent Nielsen, der også var godt tilfreds med de to andre debutanter. - Ahlmann gør det godt overfor nogle gode spillere i Andreas Johansson og Espen Ruud, mens Rolf Toft i sine minutter er med til at holde spillet på OB’s banehalvdel, roser træneren. Holdet ved ikke endnu, hvor længe de må undvære Nicolai Larsen og Jeppe Curth, der gik ud lige efter pausen efter en uheldig landing fra en hovedstødsduel.