Belgien undersøger blodig kolonitid

Bruxelles, onsdag Af Terkel Svensson, Ritzaus korrespondent Grafik følger ---------------------------------------------------------------- ----------- "Belgien bringer civilisationen til Congo", står der på en statue i forhallen til Det Kongelige Centralafrika Museum uden for Bruxelles. Fra 1885 til 1908 var Fristaten Congo den belgiske kong Leopold II's helt private ejendom, og hans annektering af landet blev over for omverdenen solgt som et nærmest næstekærligt projekt langt nede i det mørke Afrika. Den udlægning af historien går igen på det pompøse Afrika-museum, hvor kolonitidens ånd stadig regerer inde i gallerierne. Museet domineres af udstoppede dyr og afrikansk kunsthåndværk, og mange af de belgiere, der gik i døden i Belgisk Congo, har fået deres navne indgraveret i en mindevæg. - Museet giver et gammeldags syn på kolonitiden. Det har ikke forandret sig, siden Congo blev uafhængigt i 1960, men det er vi på vej til at lave om på, siger Afrika-museets direktør, Guido Gryseels, til Ritzau. Han har som ny direktør taget initiativ til en videnskabelig undersøgelse af kolonitiden med det erklærede formål at se sagen fra begge sider - både fra kolonialisternes og de kolonialiseredes side - og ikke som hidtil kun fra den belgiske. Undersøgelsen, der ledes af historieprofessoren Jean-Luc Vellut, er netop gået i gang, og i løbet af 2003 skal arbejdsgrupper studere de forskellige emner, der alle sammen skal indgå i en helt ny udstilling på Afrika-museet i 2004. For der findes en helt anderledes og blodig sandhed om kolonitiden, end den belgierne er vokset op med. Den sandhed handler om statsterror, massemord, slavearbejde, blodig lemlæstelse, grusom undertrykkelse og ren og skær grådighed i jagten på elfenben og ikke mindst det værdifulde gummi i de congolesiske regnskove. Den belgiske konges håndlangere førte sig frem i en regulær blodrus, hvor afrikanerne var mennesker, man bare kunne skyde, og hvor afhuggede hænder var beviset for, at kolonitidens lov og orden blev ført helt ud i bushen. Belgiernes rædselsregime, der får andre europæiske kolonimagter og deres handlinger til at blegne i en direkte sammenligning, kan have kostet omkring 10 millioner mennesker livet, skrev den amerikanske journalist og forfatter, Adam Hochschild, i sin bog fra 1998: "Kong Leopolds spøgelse - en historie om grådighed, terror og heltegerninger i kolonitidens Afrika". Adam Hochschild siger, at der var "tre store totalitære systemer" i det 20. århundrede. - Der var kommunismen, fascismen og den europæiske kolonialisme. Den sidste har måske endda mest blod på sine hænder, mener Hochschild. I sin prisbelønnede bog, der er ledsaget af næsten 30 siders kildehenvisninger, beskriver Hochschild, hvordan belgierne udnyttede den afrikanske befolkning til slavearbejde, og hvordan belgierne begik massakrer på afrikanerne, hvis de ikke leverede den mængde gummi, som de var blevet pålagt. Landsbyer blev nedbrændt og udryddet som straf og for at vise andre landsbyer, hvordan det ville gå, hvis de ikke makkede ret. Ofte på grundlag af forbløffende åbenhjertige dagbøger, der blandt andet er skrevet af officererne selv og besøgende missionærer og gemt frem til i dag, kan Hochschild fortælle, hvordan gidseltagninger og afhugning af hænder var en yndet afstrafningsmetode over for afrikanerne. En svensk baptistmissionær, E.V. Sjöblom, beskrev efter et besøg, hvordan et område i den såkaldte fristat, hvor en flod løb ud i en sø, bogstaveligt talt flød med lig. - Jeg så døde kroppe, der flød omkring på søen med deres højre hånd skåret af. Og da jeg kom tilbage fortalte officeren mig, hvorfor de var blevet dræbt: Det var på grund af gummiet, skrev Sjöblom. Det var almindelig praksis, at soldaterne i Force Publique, en slags belgisk fremmedlegion, med hvide officerer fra Belgien og resten af Europa samt sorte menige, skar højre hånd af dem, som de havde skudt. Det skete blandt andet for at bevise, at kuglerne var blevet brugt til deres formål og ikke blev gemt til brug for et senere mytteri. En af soldaterne var ofte udpeget til at bære rundt på alle de afskårne hænder, som både kunne indbringe de afrikanske soldater penge og nedsat tjenestetid. Da rapporter om uhyrlige overgreb begyndte at dukke op i blandt andet britisk presse, prøvede kongen først at stoppe skriverierne, men da det mislykkedes, erklærede han sig chokeret over, hvad han hørte. Men Kong Leopold fortsatte med at skovle penge ind fra sin personlige koloni, hvor han aldrig selv satte sine fødder, og samtidig fortsatte overgrebene. Det, der skulle blive et vendepunkt, tog sin begyndelse på havnen i Antwerpen i 1897 og 1898. Den britiske rederifunktionær Edmund Morel stod og så skibe læsset med gummi og elfenben komme i havn fra Congo, men der sejlede kun officerer, våben og ammunition den anden vej. Der foregik ingen handel. Det var slavearbejde, konkluderede Morel, og det blev starten på, hvad der endte med at blive det 20. århundredes første store menneskerettighedskampagne. Til sidst tvang den internationale kritik i 1908 kong Leopold til at sælge sin fristat til Belgien, og det lagde en dæmper på overgrebene. I 1919 konkluderede en belgisk kommission, at befolkningen i Congo nu kun var halvt så stor som i 1879. Det var omkring det tidspunkt, da kong Leopold - med hjælp fra den britisk-amerikanske opdagelsesrejsende, Henry Morton Stanley - lagde an til sit lobbyarbejde med at tilegne sig kolonien, hvilket blev internationalt anerkendt på Berlin-kongressen i 1884-85. Også andre belgiske og amerikanske studier talte om en halvering af befolkningen. Men halvdelen af hvad? I 1924 blev Congos befolkning opgjort til 10 millioner, så der må være omkring lige så mange døde under kongens blodige koloniherredømme, konkluderer Hochschild. Bogen vakte vild opsigt blandt belgierne. Den slags beregninger hører ikke til skoletidens pensum, og grundlæggende har belgierne altid ment, at de kom til Afrika for at gøre noget godt. Men nu skal sandheden frem, lover Guido Gryseels. Han forholder sig dog skeptisk til Hoschschilds påstand om 10 millioner døde congolesere. - Der er ingen hårde beviser for det. Hvorfor 10? Hvorfor ikke fem eller syv? Det er svært at sige, for der var ingen statistikker dengang. Men det er klart, at der er foregået uacceptable ting i den periode, siger Gryseels. Han tør heller ikke på forhånd vurdere, om dødstallet rent faktisk skal tælles i millioner, men uanset antallet afviser han blankt, at der er begået folkemord i den belgiske konges fristat. - Det er der bestemt ikke. Folkemord er et systematisk mord på en bestemt del af en befolkning. Det er forhastet at bruge den slags udtryk, mener Gryseels. Han advarer samtidig mod kun at se på fortiden med nutidens øjne. De moralske standarder har ændret sig siden begyndelsen af forrige århundrede, hvor der jo også var børnearbejdere på belgiske fabrikker. Når den videnskabelige undersøgelse er færdig, skal resultaterne omsættes i en udstilling på Afrika-museet i efteråret 2004, hvor målet ikke er at fælde nogen dom, men at informere objektivt om kolonitiden. Og statuen i forhallen, der hævder, at Belgien bragte civilisation til Congo, bliver under alle omstændigheder stående. - Jeg vil ikke fjerne statuen, der er lavet for over 100 år siden. Men statuen og dens budskab skal sættes ind i sin rette sammenhæng, lover Guido Gryseels.