Belgisk forsvarer skal opereres og er ude af EM

Leicesters Timothy Castagne pådrog sig brud ved øjet i Belgiens første EM-kamp mod Rusland.

Timothy Castagne (th.) kom slemt til skade i sammenstødet med Daler Kuzjajev.

Timothy Castagne (th.) kom slemt til skade i sammenstødet med Daler Kuzjajev.

KØBENHAVN:Belgien fik sent lørdag en glimrende start på EM med sejren på 3-0 over Rusland i gruppe B, der også tæller Danmark og Finland, men der blev dog dryppet lidt malurt i det belgiske bæger.

Således måtte Leicester-forsvareren Timothy Castagne lade sig udskifte efter et sammenstød, og søndag stod det klart, at højrebacken skal opereres og dermed er færdig ved slutrunden.

Det oplyser Belgiens fodboldforbund.

Castagne har pådraget sig et dobbelt brud ved øjet efter den kraftige kollision med russeren Daler Kuzjajev.

Kasper Schmeichels holdkammerat udgik allerede efter 27 minutter af lørdagens kamp, hvor han blev erstattet med Thomas Meunier.

Belgien skal på torsdag møde Danmark, der indledte EM med et nederlag på 0-1 til slutrundedebutanten Finland.

Kampens resultat blev dog overskygget af den dramatiske hændelse, hvor Christian Eriksen kollapsede og modtog hjertebehandling, før han igen kom til bevidsthed og blev fragtet til Rigshospitalet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.