Belgisk kører forlader McLaren - ung brite tager over

26-årige Stoffel Vandoorne forlader det britiske Formel 1-hold efter denne sæson. Lando Norris erstatter ham.

Stoffel Vandoorne ligger nummer 16 i VM-stillingen. Foto: Andrej Isakovic/arkiv/Ritzau Scanpix
Motorsport 3. september 2018 12:43 - Opdateret 3. september 2018 13:19

McLaren kommer næste år til at have to helt nye kørere.

Det britiske Formel 1-hold meddeler, at belgiske Stoffel Vandoorne forlader efter denne sæson og bliver erstattet af 18-årige Lando Norris.

- Jeg er glad for, at McLaren har troet på mig i løbet af fem år. Jeg kom til McLaren som en ung kører, og jeg har lige siden set min karriere udvikle sig inden for holdet fra testkører til reservekører og siden til fuldtids racerkører, siger Stoffel Vandoorne på McLarens hjemmeside.

Unge Norris fungerer lige nu som test- og reservekører for det britiske hold og kører desuden i Formel 2-klassen.

- At blive udnævnt som McLaren-kører er en drøm, der går i opfyldelse. Selv om jeg har været en del af holdet i noget tid, er det her et specielt øjeblik, siger Norris på holdets hjemmeside.

I august meddelte holdet, at den 23-årige spanier Carlos Sainz ville overtage landsmanden Fernando Alonsos plads på holdet.

Stoffel Vandoornes stop og Norris' overtagelse af pladsen er det seneste i en række af kørerudskiftninger i Formel 1.

I starten af august kom det blandt andet frem, at Daniel Ricciardo fra næste år skifter Red Bull ud med Renault. I den forbindelse skifter franske Pierre Gasly fra Toro Rosso og overtager australierens plads hos Red Bull.

Hvem der overtager Gaslys plads hos Toro Rosso er endnu uvist.

Stoffel Vandoorne ligger nummer 16 i VM-stillingen efter kun at have høstet otte point i sæsonens 14 grandprixer.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...