Belgisk politi anholder 13 i sag om mulig matchfixing

Belgisk politi foretog adskillige anholdelser i en sag, der handler om mulig matchfixing i tennissporten.

Tennissporten er ramt af en kedelig sag om svindel på et lavere niveau. Foto: Glyn Kirk/Ritzau Scanpix

Tennissporten er ramt af en kedelig sag om svindel på et lavere niveau. Foto: Glyn Kirk/Ritzau Scanpix

13 personer er tirsdag blevet anholdt i Belgien mistænkt for matchfixing i tennis.

Politiet slog til mod 21 adresser i Belgien - blandt andet i Mechelen og hovedstaden Bruxelles.

Samtidig gik politiet til aktion i Tyskland, Frankrig, Bulgarien, Slovakiet, Holland og USA.

Aktionerne er en del af en international efterforskning, der mistænker et kriminelt netværk i Armenien og Belgien for at betale tennisspillere for at tabe kampe.

- Efterforskningen viser, at en armensk-belgisk kriminel organisation aktivt har betalt professionelle tennisspillere fra 2014 til nu for at opnå gevinster ved at spille på kampe, der var fixet, lyder det fra den belgiske anklagemyndighed.

Efterforskerne fortæller, at den mulige matchfixing er foregået på et lavere niveau på Challenger Touren eller i Futures-turneringer.

På så lavt niveau er der ikke meget mediedækning eller kameraer på kampene. Præmiepengene er lavere, og derfor er spillere måske mere tilbøjelige til at lade sig bestikke.

De mistænkte, som er anholdt, passer nogenlunde ind i den samme profil, fortæller efterforskerne.

De har ingen indkomst, intet job og står med økonomiske problemer. De fik angiveligt penge til at spille på tenniskampe på et lavere niveau, hvor præmiepengene lå mellem 5000 og 15.000 dollar.

Ingen specifikke tennisspillere er nævnt i efterforskningen.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.