Skattepolitik

Belønning på vej efter tre års hård skattekamp

Vognmand kom i klemme mellem to skatteregioners fortolkninger

RAVNKILDE: Efter tre års stædig kamp mod Told & Skat kan vognmand Jørgen Andersen, Ravnkilde, formentlig inden længe se frem til at få udbetalt et tilgodehavende på den rigtige side af en halv million kroner. Det er Told- og Skattestyrelsens præcisering af egne regler, der udløser den kontante formue til indehaveren af Ravnkilde Taxa- og Turistfart. Det har gennem årene været Jørgen Andersens problem, at de forskelllige told- og skatteregioner ikke har læst og tolket teksten om refusion af energiafgifter i forbindelse med rutekørsel på samme måde. I Aalborg har man ikke været i tvivl om, at den handicapkørsel, Jørgen Andersen har udført for Nordjyllands Trafikselskab, er rutekørsel, og at vognmanden dermed er berettiget til at få tilbagebetalt olieafgifterne. Told & Skat i Viborg har bare ment noget andet, og uheldigvis for Jørgen Andersen bor han på adressen Døstrupvej 215 i Ravnkilde, som Told- og Skattestyrelsen har gjort til en del af Told & Skat i Viborg. Men nu er der håb forude. Reglerne er netop blevet præciseret i en skrivelse til told- og skatteregionerne, og efter at en tolder fra Told & Skat i Viborg gennem to dage har endevendt regnskaber og bilag hos vognmanden i Ravnkilde, er Jørgen Andersen blevet stillet i udsigt, at pengene er på vej. Hans tilgodehavende for 2001 og 2002 er foreløbig beregnet til et sted mellem 260.000 og 270.000 kr., men vognmanden vil også kræve at få udbetalt omkring 350.000 kr. for kørsel, der blev udført mellem 1994 og 1999. - Men det handler ikke bare om tilbagebetaling af et beløb, jeg har krav på. Det handler også om at give mig de samme vilkår, som mine nordjyske kolleger har. I forbindelse med licitationer er det jo ikke ligegyldigt, om jeg med diverse afgifter og moms skal betale omkring tre kroner mere pr. liter diesel end andre nordjyske vognmænd, siger Jørgen Andersen. 1. sektion side 6.