Skattepolitik

Bendt Bendtsen fik sin skat

Tabte slaget om topskat, men vandt slaget om lavere skat

De kon­ser­va­ti­ve er gla­de for for­li­get, selvom de ikke slap af med top­skat­ten. Kris­ti­an Thu­le­sen Dahl, Bendt Bendt­sen og fi­nans­mi­nis­ter Thor Pe­ter­sen blev man­dag af­ten eni­ge om en skat­te­pak­ke.Foto: Scan­pix

De kon­ser­va­ti­ve er gla­de for for­li­get, selvom de ikke slap af med top­skat­ten. Kris­ti­an Thu­le­sen Dahl, Bendt Bendt­sen og fi­nans­mi­nis­ter Thor Pe­ter­sen blev man­dag af­ten eni­ge om en skat­te­pak­ke.Foto: Scan­pix

Når Pia Kjærsgaard bliver væk fra præsentationen af et meget stort politisk forlig, er der noget galt. Der kan måske ligefrem være tegn på et regulært nederlag. Faktisk kan de konservative sætte sit første egentlige hak i bordkanten til at markere, at det lille regeringsparti har givet støttepartiet en lussing. For i flere år har Dansk Folkeparti brugt sin store indflydelse til at tæve de konservative på snart sagt alle politikområder. Det kulminerede, da partiet i december afsatte forbrugerminister Lars Barfoed, uden de konservative kunne krumme et hår på Pia Kjærsgaards hoved. Men denne gang er det Pia Kjærsgaard, der har fået et spark. Bendt Bendtsen har helt åbenlyst tabt slaget om topskatten, som Dansk Folkeparti ikke ville være med til. Det er oplagt. Men i det store perspektiv har Bendt Bendtsen tvunget Dansk Folkeparti til at stemme for en skattesænkning på arbejde til 10 milliarder kroner. Hverken Venstre eller Dansk Folkeparti havde lyst til at tale om mindre skat. Det havde de konservative, og det bliver nu til virkelighed. I statsministerkontoret kan Anders Fogh Rasmussen (V) tilfreds konstatere, at han også er statsminister i næste måned. Skattespørgsmålet kommer ikke til at tvinge ham til valg. Dansk Folkeparti kan også være glade for, at de ikke skal tvinge regeringen ud i en valgkamp, der kan ende med et bestemmende flertal uden om Pia Kjærsgaard. Efter Bendt Bendtsen i hele regeringens levetid har lignet den svageste i trekløveret, må man konkludere, at han i dette spørgsmål om skat tvang sin mærkesag igennem. Om det giver flere eller færre stemmer til partiet eller til blokken er vanskeligt at sige noget om, men sikkert er det, at Bendt Bendtsen i det store hele har trukket en sejr hjem til sit parti, som måske har reddet hans position som formand for Det Konservative Folkeparti. Det gjorde han med stemmer fra Dansk Folkeparti. Derfor var Pia Kjærsgaard ikke med, da aftalen blev præsenteret i Finansministeriet i aftes.