Pension

Bendtsen freder folkepension

KØBENHAVN:Et halvt år før velfærdskommissionen kommer med sine reformforslag lukker den konservative partiformand, Bendt Bendtsen, for en af de veje, som politikerne kan gå, hvis der skal være råd til velfærden i fremtiden. Selv om han er en ivrig tilhænger af en senere pensionsalder, ønsker Bendtsen kun at diskutere en reform af efterlønnen, mens folkepensionsalderen skal fastholdes på de nuværende 65 år. - Folkepensionen mener jeg egentlig er ret og rimelig, som den ligger i dag, siger Bendt Bendtsen tirsdag til dagbladet Børsen. Med sin melding indsnævrer De Konservatives leder de reformer, som kan tænkes i de velfærdsforhandlinger, som er planlagt efter nytår. Der var ellers udsigt til fordomsfri forhandlinger, fordi regeringspartneren Venstre og Socialdemokraterne under den nye formand, Helle Thorning-Schmidt, har åbnet for en senere pensionsalder. Venstres finansordfører, Peter Christensen, undrer sig over meldingen fra regeringspartneren. - Efterløn og folkepension er de elementer, der er i spil. Og derfor synes jeg ikke, at man på forhånd skal sige, at der er områder, der ikke kan røres, hvis det er de anbefalinger Velfærdskommissionen kommer med, siger han. Bendtsens melding får også Velfærdskommissionens formand, professor Torben Andersen, til at hæve øjenbrynene. - For os er det vigtigt at se det hele i en sammenhæng og i en helhed. Hvis vi taler om tilbagetrækning, bør man diskutere både efterløn og pension i sammenhæng, siger han. Men han vil ikke gå ind i en politisk polemik på baggrund af Bendt Bendtsens udtalelser. - En sammenhæng er det udgangspunkt, vi tager i vore overvejelser. Hvad man politisk kan finde ud af, må tiden vise, siger han. /ritzau/