Bendtsen præsenterer handicapplan

KØBENHAVN:Handicappedes mulighed for at deltage i det danske samfundsliv skal forbedres. Det er budskabet i regeringens nye handlingsplan, som økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) i går fremlagde. Offentliggørelsen kom i forbindelse med åbningen af Det Europæiske Handicapår 2003 i Danmark, og planen indeholder blandt andet et samlet beløb på over en halv milliard kroner til forbedring af handicappedes vilkår. Blandt andet er der afsat 300 millioner kroner til forbedring af tilgængelighed i almene boliger, og 112 millioner kroner over fire år til at forbedre forholdene for yngre fysisk handicappede. Det er dog ikke alle initiativerne, der er helt nye. Bendt Bendtsen understregede da også, at en del af forslagene blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i forbindelse med de seneste finanslovforhandlinger. Det Centrale Handicapråd havde allerede inden fremlæggelsen udarbejdet en ønskeseddel til regeringen, og rådets sekretariatschef, Mogens Wiederholt, er overordnet tilfreds med regeringens handlingsplan. - Handlingsplanen kommer ind på en række af de vigtigste problemstillinger. Nu står der bare tilbage at se, hvordan det udmynter sig, udtaler han. Mogens Wiederholt efterlyser dog også flere konkrete løfter i planen. Blandt andet er han utilfreds med, at regeringen ikke vil komme med noget konkret bud på, hvordan man skal sikre mere handicapvenligt byggeri. - Vi er ikke tilfredse med, at ministeren ikke vil lovgive på området. For os at se er der ingen modsætning mellem tilgængelighed og overskuelig lovgivning for byggesektoren, siger Mogens Wiederholt. Ifølge Bendt Bendtsen går regeringen stærkt ind for at fremme handicapvenligt byggeri, men han afviser samtidig at detaillovgive på byggeområdet. - For regeringen er det vigtigere at forenkle lovgivningen. Vi vil ikke tvinge folk til at bygge handicapvenligt, udtaler han. Som en del af handlingsplanen vil regeringen igangsætte en undersøgelse af handicappedes forhold i Danmark i forhold til andre europæiske lande. Ministeren ville dog ikke sætte nogen dato på, hvornår undersøgelsen skal ligge færdig. /ritzau/